Millionerne er fosset ud af modefamilies gods: Går i plus for første gang i syv år

Bestseller-families gods gik markant frem i 2021 og opnåede for første gang i syv år et positivt resultat på bundlinjen.

2021 endte som et kanon godt år for Gyllingnæs Gods, der er ejet af en af Danmarks rigeste familier.

For første gang i syv år er det nemlig lykkedes at skabe overskud i virksomheden. 

Gyllingnæs Gods er ejet og drevet af Merete Bech Povlsen, som er gift med Troels Holch Povlsen, der stiftede milliardkoncernen Bestseller.

Godset, der driver godt 450 hektar og har mælkeproduktion, kom ud af 2021 med et overskud på 690.151 kroner.

Det er en markant fremgang, da godsets resultat i 2020 lød på - 400.428 kroner og generelt har måttet skrive underskud efter underskud på bundlinjen de sidste syv år.

Siden 2015 har Gyllingnæs Gods tabt lige over 18,6 millioner kroner. 

Det fremgår ikke af ledelsesberetningen, hvordan godset er lykkedes med at få vendt flere års underskud til plus. 

Ledelsen, der består af Merete Bech Povlsen og Troels Holch Povlsen samt deres to sønner, skriver blot kortfattet: "Årets resultat anses for tilfredsstillende". 

Af regnskabet fremgår det dog, at bruttofortjenesten er hævet fra 12,7 millioner kroner i 2020 til 14,3 millioner kroner i 2021. Det antyder at godset endnu en gang har hævet sin omsætning. 

Også værdien af godsets stambesætning er hævet en smule, ligesom der er fremstillet varer for godt to millioner kroner mere i 2021.

Ud over jordbruget og mælkeproduktionen omfatter driften også udlejning af bygninger.

Merete Bech Povlsen og Troels Holch Povlsen har ejet godset ved Horsens Fjord siden 1995.

Gyllingnæs er en del af virksomheden De 5 Gaarde A/S, der ejes af Troels Holch Povlsen og Prins Joachim. Merete Bech Povlsen opgav dog sin del af ejerskabet efter Bent Tido Wedell fra Frijsenborg og Wedelsborg Godser trak sig fra samarbejdet i oktober 2019.

De tre tilbageværende gårde i markedsføringssamarbejdet De 5 Gaarde er Schackenborg, Gyllingnæs Gods og Constantinsborg. Sidstnævnte er ejet af parrets ene søn Anders Holch Povlsen, der i dag er direktør i Bestseller og bestyrelsesformand i Gyllingenæs A/S. 

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle