Minister vil have mere kontrol i svinestalde

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen sætter ind på at styrke dyrevelfærden. Fra 2019 kommer der en omfattende dyrevelfærdskontrol i svinebesætninger.

Der er alt for mange overtrædelser i dyrevelfærdskontrollen i svinebesætninger. Derfor sætter miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen nu ind og bebuder, at der fra 2019 kommer flere kontroller af svinebesætninger. Det skriver miljø- og fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

" Jeg er ærgerlig over, at så mange svineproducenter ikke passer ordentligt på deres dyr. Vi skal sætte hårdere ind, og næste år vil markant flere svineproducenter blive kontrolleret på dyrevelfærden. Det er uacceptabelt, at der har været så mange sanktioner og derfor nødvendigt, at vi sætter kontrollen op. Det gør vi fordi, at både dyrene og de landmænd, der godt kan finde ud af at passe ordentlig på deres dyr, fortjener, at der bliver slået hårdt ned på synderne", siger Jakob Ellemann-Jensen.

Baggrunden for skærpelsen af kontrollen kommer fra den årlige dyrevelfærdsrapport, som viser, at ca. 43 procent af de hidtidige kontrollerede svineproducenter ikke overholder reglerne. Det er en stigning i forhold til 2016, hvor der var 33 procent der ikke overholdt reglerne. 

"Jeg er med på, at årsagerne til stigningerne kan skyldes flere forhold, herunder at Fødevarestyrelsen går målrettet efter dem der har svært ved at overholde reglerne. Men ansvaret for at behandle dyrene professionelt, ligger hos landmænd og transportvirksomheder. Branchen skal have et større fokus på dyrevelfærdsområdet", siger Jakob Ellemann-Jensen.

De områder, som har givet anledning til det højeste antal sanktioner hos svin, er:
1. Syge/tilskadekomne dyr får ikke fornøden pleje/behandling.
2. Dyr har ikke permanent og tilstrækkelig adgang til beskæftigelses- og/eller rodemateriale.
3. Manglende eller mangelfulde optegnelser over medicinsk behandling.

Ekstraomkostningerne til kontrollen bliver holdt inden for Fødevarestyrelsen budget.

Hos Landbrug & Fødevarer tager man kritikken til sig.

"Det er ikke godt nok. Ingen har en større interesse i at det her bliver bedre end svineproducenterne selv", lyder det i et mailsvar til Ritzau fra Christian Fink Hansen, sektordirektør i Seges Svineproduktion, der er tilknyttet Landbrug & Fødevarer.

Her forventer man blandt andet forbedringer som følge af en ny strategi for dyrevelfærd, der blev færdig tidligere i år.

Derudover understreges det i svaret, at det er de færreste af overtrædelserne, der har ført til politianmeldelser.

lft

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle