Mod på fremtiden skaber vi selv

Danske mælkeproducenter er ukuelige. Trods tidens meget ringe afregningspriser, trods bøvl og bureaukrati og trods en tøvende omverden melder næsten to ud af tre mælkeproducenter, at de skruer op for malkemaskinen, når kvoterne forsvinder 1. april.

Det viser LandbrugsAvisens rundspørge til danske mælkeproducenter. Selv landmændene over 60 planlægger en markant udvidelse af produktionen, hver anden endda med mere end ti procent. Så nok stiger gennemsnitsalderen, men ambitionerne er intakte langt op i alderen. Unægtelig opmuntrende tal her ugen før Kvægkongressen, ikke mindst fordi mejerierne fortsat lover, de nok skal skaffe kunder til den øgede mælkemængde.

Lysten til at producere mere er, uanset hvordan man vender og drejer det, udtryk for en grundlæggende tro på fremtiden. Det samme gælder, når de adspurgte skal vurdere deres egen økonomi. Kun omkring hver tiende vil kalde deres økonomi dårlig. Det er stik imod det generelle billede af en sektor i knæ.

Spørger man derimod om økonomien i mælkeproduktionen generelt, er billedet et helt andet. To ud af tre vurderer, at det generelt står skidt til. En tankevækkende inkonsekvens - det går godt hos mig, men skidt hos naboen, svarer de fleste.

Dette blandede signal er en udfordring for kvægbrugets ledere. Man må og skal selvfølgelig beskrive de voldsomme problemer rundt hos ganske mange kolleger. Det er en indlysende forpligtelse at pege på de steder, hvor erhvervet møder urimelig modstand, uanset om det handler om bøvlede regler eller en tøvende og ikke altid fair finanssektor. Men samtidig skal de mange deltagere kunne tage hjem med godt mod. Den enkelte landmand tror på fremtiden - det skal sektoren som sådan også gøre. Det er en forudsætning for, at omverdenen og politikerne vil tage vores udfordringer alvorligt. Hvis man ikke tror på sig selv, så kan man ikke forlange, at omverdenen skal tro på en.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle