Netto tester klimamærkning af fødevarer - og bruger udskældte tal

Netto vil bruge Concitos store klimadatabase til at lave en klimamærkning, der skal køre som en test i to butikker over de kommende måneder.

I et nyt pilotprojekt afprøver dagligevarekæden Netto klimamærkning af fødevarer.

Det vil sige, at man som forbruger kan læse på emballagen, hvor meget en given fødevare udleder af CO2, og det skal guide forbrugerne til at vælge mere klimavenlige varer.

Det forklarer direktør i Netto International Michael Løve i et længere debatindlæg hos Altinget.dk.

"En fælles klimamærkning er en god måde at gøre det på, men det lader vente på sig. Men med Concitos kortlægning af varernes CO2-påvirkning har vi fået et unikt grundlag at basere en klimamærkning på, og den viden vil vi gerne bringe i spil over for kunderne", skriver direktøren og fortsætter:

"Derfor lancerer og tester vi en klimamærkning for at indsamle alle de relevante erfaringer og indsigter, der forhåbentlig kan være et skridt på vejen til samlet ordning".

Testen løber af stablen i én butik i København og én i Horsens og vil ske over de kommende måneder.

kritiserede beregninger

Her er det værd at bemærke, at Netto-direktøren nævner Concito. Det er den grønne tænketank, som i februar lancerede en klimadatabase, hvor man kan slå klimaaftrykket op på en lang række fødevarer.

Databasen viser et væsentligt større aftryk fra især oksekød, end tidligere analyser har vist.

Men databasen blev kritiseret af blandt andre kvægformand i Landbrug & Fødevarer Christian Lund.

Kritikken gik på, at man i beregningerne blandt andet medregner fældning af regnskov, der bliver landbrug, ligesom man opgør udledningen per kg fødevarer, selvom man sjældent køber et kilo af én slags.

Du kan læse kvægformandens pointer her, ligesom du kan læse Concitos svar på kritikken her.

Faktaboks

Sådan fungerer klimamærkningen:

Klimamærkningen findes i to forskellige udgaver med hver sin vejledende tekst. På den måde kan alle se hvilke varer, der har et lavt klimaaftryk – både i hele butikken og inden for den enkelte vares kategori.

De 25% mindst udledende varetyper får betegnelsen ”Varetype med lavt klimaaftryk”.

Men Fødevarekategorierne belaster klimaet forskelligt og for at komme den problemstilling i møde, er mærket ”Laveste klimaaftryk i kategorien” også at finde på hylderne. Det mærke gives til de 25% mindst udledende varetyper i en kategori.

Til inspiration vil de enkelte varetypers klimaaftryk inden for frugt og grønt og kød, fisk og fjerkræ også blive sammenlignet med hinanden, så det fremover bliver endnu lettere at træffe et klima-kvalificeret valg om ingredienserne til aftensmaden.

Kategorier, der er med:

  • Frugt og grønt
  • Pålæg
  • Ost
  • Grisekød
  • Fjerkræ
  • Fisk og Skaldyr
  • Færdigretter
  • Mejeri
  • Nødder, Frø og Kerner

Ordningen inkluder ikke produkter som slik, kage, energidrik og alkohol.

Kilde: Netto

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle