Noteringen for slagtegrise er fortsat uændret - sonoteringen stiger igen

For anden uge i træk er noteringen slagtegrise 12 kroner per kilo. Noteringen for søger stiger med 50 øre.

Grisenoteringen står stille på 12 kroner per kilo for anden uge i træk, mens noteringen for søer igen stiger med 50 øre, og dermed ender på 11 kroner per kilo.

Det er femte uge i træk at noteringen for søer stiger. 

Det oplyser Danish Crown i deres ugentlige markedsberetning, hvor de ydermere beretter, at fokus i markedet har rettet sig mod påsken.

I den forbindelse er forædlingsfabrikker rundt omkring i Europa, begyndt at disponere til påskehandlen. Også vejret har indflydelse på noteringen fortæller Mads Stoutgaard, markedsdirektør i Danish Crown.

- Lige nu er der fortsat koldt i det nordlige Europa, men vi skal et par uger længere frem, inden vi kan vurdere, hvilken betydning det får for påskehandlen. I Sydeuropa er der heller ingen sol, og det er den, der er afgørende for, hvornår udelivet på caféer og restauranter begynder, og dermed sætter fart på salget af produkter som blandt andet skinke og bacon.

Salget af fersk grisekød er stabilt i Europa, men salget af frosne varer til markeder udenfor Europa er fortsat på et lavt niveau. Men Danish Crown forventer, at der begynder at komme ordre til levering senere på foråret. 

- Lagrene i Asien og Australien er faldende, og det har sendt en del indkøbere i markedet for at sikre sig varer til det sene forår og sommeren. De høje prisniveauer i Europa har indtil nu holdt de fleste på sidelinjen, men de seneste uger er de begyndt at acceptere, at priserne har flyttet sig, fortæller Mads Stoutgaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle