Økonomirådgiver om CO2-afgift: Nu forstår jeg det måske

'Ordet er Frit' skrives af et udvalgt panel. Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning.

Af Henry Jespersen, økonomirådgiver, VKST Økonomi

Jeg er blevet udfordret med mit sidste skriv. I en tid med kodeks-kriser er jeg blevet spurgt, om jeg udtrykker min mening her i ”ordet frit” på vegne af en organisation eller på vegne af nogen. Det gør jeg ikke. Det er min egen mening og er fabrikeret på eget værksted.

Forleden aften fik jeg skåret CO2 afgiften helt klart ud i en udsendelse hos den lokale TV2-station. Et folketingsmedlem fra et af regeringspartierne forklarede til kamera, at regeringen stort set var i mål med klima-handlingsplanen. Man manglede kun landbruget. Her skulle der en afgift på, og så var klimaet på plads.

Jeg hørte, at en afgift i sig selv vil redde klimaet. Men jeg hørte ikke, at påvirkningen ville blive mindre. Der vil bare komme en afgift, og så giver det balance i klimaet.

Her på mit værksted synes jeg, at det er noget forenklet, at en afgift redder klimaet. At den reducerer påvirkningen. Forestil dig, at landmanden havde penge nok – at der i hans verden flød med mælk og honning. Så kunne han bare betale CO2- afgiften og producere videre uden tilpasninger eller ændringer i produktionen. Og uden reduktion i CO2 påvirkningen. Jeg må lytte lidt mere til politikerne for at høre, om det er sådan, de ser virkeligheden her i produktions-Danmark.

For er det det, så jeg har jeg også løsningen på overvægtskrisen. For den kom også lige til overfladen her i skrivende stund. Ved mit sidste lægebesøg fik jeg at vide, at alt ser normalt ud. Kun at jeg er vel polstret. I overvægtskrisen bidrager jeg nok med 10 kilo. Vi kan genbruge de 750 kroner. Det kunne så være en afgift på 7.500 kroner om året for min overvægt.

Når jeg har betalt afgiften, kunne jeg på politikersprog sige, at med afgiften betalt er overvægten gået væk. Alt er løst. Dog - bliver det som med CO2 i landbruget ikke blot afgift på overvægten. Men afgift på den fulde kampvægt. Jeg kan se på lommeregneren, at min overvægtsafgift udhuler en hel del i pensionsopsparingen. Så jeg tænker, at det heller ikke bliver en gratis omgang for landmanden med CO2-afgiften.

Jeg har til gode at forstå politikernes regnemetoder og bevæggrunde. Er det virkelig sådan, at en betalt afgift på en påvirkning fjerner påvirkningen? Eller tænker politikerne, at en afgift får landbruget til at gå væk/ forsvinde? Hvis de tænker som sidstnævnt, er jeg meget bekymret for min overvægtsafgift. Den får i så fald alvorlige konsekvenser for mig.

Vi har i flere år kunnet betale klimaafgift til brug for flyrejser. Så kunne vi flyve klimaneutralt. Jeg mindes at have set, at vi næsten kunne flyve grønt. Det er jo en fantastisk anskuelse, at mod betaling af afgift går påvirkningen fra flyet væk. I min verden er påvirkningen der stadig. Som forbrugere vil vi forbruge og rejse. Så vi fortsætter med påvirkningen.

Jeg er imponeret over politikernes regnemetoder. At man kan lægge en ny afgift på landbrugsproduktionen uden at fødevarerne vil blive dyrere i butikkerne.

Så forstår jeg ikke fløjlshandskerne over Ålborg Portland. For i samme retorik vil en normal CO2 afgift på Ålborg Portland jo ikke betyde dyrere cement i byggemarkedet.

Jeg giver gerne en ide til CO2 afgift på transport. Hvis sejladsen til Bornholm fik en afgift på 750 kroner, vil det svare til 35 kroner mere per passager. Men hvis billetprisen ikke stiger alligevel, så er der ingen grund til at tøve med en afgift på sejladsen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle