Nu strejfer ulveungerne og leder efter mage

Ulvehvalpene fra Vestjylland leder efter et nyt sted at slå sig ned. Det skriver DR Midt og Vest.

De tre ulveunger fra Stråsø Plantage i Vestjylland er nu blevet så store, at de er begyndt at vandre.

Senest er de set i området mellem Nissum og Lemvig, fortæller Kent Olsen, der er forskningschef på Naturhistorisk Museum og ansvarlig for overvågningen af ulvene i Danmark.

"De er set tæt ved Limfjorden, og vi kan ud fra optagelser se, at det er ulvehvalpe. De er også set andre steder uden for det her ulveterritorie i Vestjylland", siger han til DR P4 Midt & Vest.

Naturhistorisk Museum har modtaget både fotos og video fra offentligheden af formentlig tre strejfende ulveunger i området nord for Klosterheden, fortæller Kent Olsen.

"Der er ikke noget overraskende i det. Udvandringen fra ulveterritoriet foregår typisk i en alder af 10-22 måneder", siger han.

Ifølge forskningschefen leder ulveungerne efter et nyt, uforstyrret levested, hvor der er føde nok. Og vigtigst: De leder efter en mage.

Men det er langt fra sikkert, at de slår sig ned, hvor de er nu.

"Det bliver de store sammenhængende naturområder i umiddelbar nærhed af den nuværende ulvefamilie - så det kan for eksempel være Klosterheden. Men der er også meget store, sammenhængende skovarealer i hele det midtjyske område, der kan huse ulve", siger han til DR P4 Midt & Vest.

Hvis man ser de strejfende ulveunger, opfordrer Kent Olsen til, at man kontakter Naturhistorisk Museum - eller ulveatlas.dk.

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle