Ny L&F-kampagne fremhæver nedgang i antibiotikaforbrug

Ny kampagne fra L&F Svin fremhæver en nedgang i forbruget af antibiotika på 18 %. "Vores indsats har båret frugt, og det vil vi gerne vise frem", lyder det fra formand.

Svinesektionen i Landbrug & Fødevarer rulle i denne uge en ny kampagne ud med et relativt simpelt budskab: Antibiotikaforbruget i Danmark er faldet.

Kampagnens første del består af en helsideannonce, der mandag er indsat i Jyllands-Posten og Politiken, mens der sideløbende kører annoncer på Facebook.

"Det her er dugfriske tal, som viser, at det arbejde, vi har lagt i at nedsætte forbruget af antibiotika, har virket, og det vil vi gerne præsentere for resten af samfundet", siger Erik Larsen, formand i Landbrug & Fødevarers svinesektion og tilføjer:

"Vi har fået reduceret forbruget markant på en forsvarlig måde, hvor syge grise selvfølgelig stadig bliver behandlet".


Sådan ser et udsnit af kampagnen ud

Kampagnen viser en nedgang i forbruget de seneste fem år på 18 % - uanset om man måler på doser eller gram per svin. Og et endnu større fald, hvis man går 10 år tilbage - nemlig på over 30 %.

"I samarbejde med dyrlægerne har mine kollegaer skabt nogle synlige resultater, som vi gerne vil ud med", siger Erik Larsen.

Men hvorfor er det vigtigt at bruge ressourcer på fremvise data på den måde?

"Vores strategi er at være mere åbne omkring produktionen, og og vi vil gerne vise svineproducenternes flotte resultater, selvom det nogle gange drejer sig om svære emner. Derfor er det også vigtigt at vise den faglige udvikling, som beviser, at vi arbejder på sagen".

Hvorfor har I lige valgt Jyllands-Posten og Politiken?

"Det er et spørgsmål om at komme bredt ud og fortælle det til så mange som muligt. Vi kan ikke være alle steder på én gang, men med de to store aviser og Facebook, så når vi langt".

Hvorfor inddrager kampagnen ikke den sejlivede myte om tilstedeværelsen af antibiotika i svinekød?

"Nu er det jo kampagnens første dag, og vi kan ikke have alle budskaberne i én annonce. Men vent og se. Der kommer mere. I første omgang er det et konkret fagligt resultat, som vi gerne vil fremvise, og det har vi valgt at fokusere på", siger Erik Larsen.

På Landbrug & Fødevarers hjemmeside er det desuden en del af baggrunden for kampagnen, at danskerne trygt kan spise dansk svinekød uden at skulle bekymre sig om medicinrester.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle