Ny opgørelse: Udsigt til markant højere svineproduktion i Danmark

Tal fra Danmarks Statistisk afslører, at svinebestanden er vokset betragteligt det seneste år.

I løbet af det seneste år er der kommet 4,4 procent flere svin til i Danmark.

Det viser Danmarks Statistisks svinetælling fra 1. april, som samtidig viser, at totalbestanden er opgjort til 12.728 mio. svin. Det er samtidig en mindre stigning på 0,3 procent i forhold til den seneste svinetællingen fra årsskiftet.

Det store spring i svinetællingen skal ses i sammenhæng med, at bestanden for et år siden var præget af dårlig økonomi, mange lukkede besætninger og en produktivitet, der var negativt påvirket af den varme sommer i 2018.

Avlsbestanden går i tællingen frem i form af fire procent flere drægtige søer målt i forhold til for et år siden. Tallet er dog uændret i forhold til årsskiftet.

Antallet af slagtesvin går også stærkt frem i tællingen og er 6,1 procent højere end for et år siden. Tallet er dog en smule under tællingen fra årsskiftet.

"Stigningen i såvel totalbestand som avlsbestand i forhold til tællingen sidste år må forventes at give sig udslag i en produktion af svin i Danmark fremadrettet i 2020 og 1. halvår 2021, der vil ligge markant højere end året før", lyder konklusionen i nyhedsbrevet fra Markedsnyt for grisekød.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle