Nye regnskabstal: Dækningsbidrag på slagtesvin er tredoblet

Meget store forskelle mellem top og bund hos de østlige slagtesvineproducenter, viser de første regnskaber fra VKST.

Der blev skålet i champagne, da VKST holdt årsmøde for svineproducenter torsdag.

Anledningen var først og fremmest de massive forbedringer, der er konstateret i indtjeningen hos producenterne, som var mødt frem i rekordstort antal.

Finn Skotte, driftsøkonomi hos VKST, fremhævede fremgang på fremgang i de forskellige driftsgrene.

På baggrund af de første 22 driftsregnskaber for sohold med 30 kgs-grise var årets resultat i gennemsnit hoppet fra 105.000 kr. til massive 4,671 mio. kr.

Samme billede tegnede sig for 17 regnskaber for slagtesvineejendomme, der løftede sig fra 368.000 kr. til 2.277 mio. kr.

Finn Skotte fremlagde også tal for dækningsbidrag pr. årsso, og her kunne soholderne glæde sig over et spring fra 4.476 kr. i 2018 til 10.296 kr. sidste år.

Tallet dækker over ganske store forskelle mellem top og bund.

Toppen målt på dækningsbidrag pr. årsso lyder på 12.303 kr., mens ’bunden’ skraber 8.459 kr. Historisk set er bundniveauet i 2019 et meget højt dækningsbidrag.

For slagtesvinene er der også betydelige forskelle for dækningsbidraget pr. slagtesvin, som er tredoblet på et år.

I 2018 var dækningsbidraget på 96 kr., men i jubelåret 2019 har det taget et kæmpespring til 305 kr.

Også for slagtesvinene er der store forskelle bedrifterne imellem.

Toppen er hele 373 kr. i dækningsbidrag pr. slagtesvin, mens bunden er mere beskedne 143 kr.

Finn Skotte så også fremad og gav bud på fremstillingsprisen for smågrise og slagtesvin.

Han vurderede fremstillingsprisen til at lande på 360 kr. for 2020 og slagtesvin pr. kg flytter sig op til 11,50 kr. fra 10,87 kr. i 2019.

Stigningen i fremstillingsprisen for slagtesvin hænger sammen med, at indkøb af 30 kgs-grise bliver dyrere i år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle