Nye tal: Der er kun 118.000 hektar lavbundsjorder i Danmark

Rapport viser, at de kulstofrige lavbundsjorde forsvinder hurtigt. Kulstoffet brænder af, og CO2 siver ud.

De kulstofrige lavbundsjorder forsvinder meget hurtigere end hidtil antaget og som følge heraf fiser store mængder CO2 op i atmosfæren.

Det viser en ny rapport fra Aarhus Universitet, der har kortlagt, at der blot er 118.000 hektar lavbundsjord tilbage og ikke 170.000 hektar som tidligere antaget 

- Populært sagt brænder kulstoffet af. Der sker ganske enkelt det, at kulstoffet i jorden omdannes til CO2, når områderne drænes for vand, siger professor Mogens Greve fra Institut for Agroøkologi i en pressemeddelelse.

Lavbundsjord er arealer, der tidligere var vådområder som moser, men som er blevet drænet og nu bruges til eksempelvis dyrkning. Vådområderne har et højt indhold af kulstof, og når de drænes, sendes CO2 ud i atmosfæren. Ved for eksempel at oversvømme dem igen kan det stoppes.

Folketinget vedtog i 2021, at 100.000 hektar lavbundsjord skulle tages ud af drift og vådlægges. 

Mogens Greve pointerer, at der skal fart på oversvømmelserne af områderne, for at stoppe den hastige udledning af CO2 i atmosfæren.

- Vi har travlt, for udtagningen har indtil nu gået meget langsomt, siger han i meddelelsen.

Nedgangen i lavbundsjorde er fra 2014 til 2023. Aarhus Universitet har kortlagt nedgangen i forbindelse med en opdatering af Det Nationale Tørvekort, som er et kort over alle arealer med kulstofrig lavbundsjord. 

Det seneste kort er baseret på data fra 2010 og blev udgivet i 2014. Det er 2023-kortet, der nu viser en nedgang på 52 hektar.

- I forbindelse med udarbejdelsen af det seneste tørvekort viste udviklingen at jorder med mere end 12 procent kulstof ville forsvinde med cirka 1100 hektar om året. Dette tal har vist sig at være noget større, lyder det videre fra Mogens Greve.

Målet om at nå 100.000 hektar udtaget lavbundsjord i 2030 sker ikke som et snuptag.

Tal fra Fødevareministeriet fra november 2023 viser, at der er udtaget 187 hektar. 

Der er givet tilsagn til at udtage yderligere 6000 hektar, mens 32.000 hektar lavbundsjord er i gang med at blive undersøgt.

Dermed er i alt 38.628 hektar lavbundsjord i en udtagningsproces, mens det i april var det 30.381 hektar.

/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle