Nykredit vil give 100 mio. kr. tilbage til landbruget

Landbrugskunder med realkreditlån i Nykredit kan se frem til en gevinst på mere end 100 mio. kr. om året i form af KundeKroner, hvis realkreditinstituttet når frem til et salg til pensionskasser.

Danske landmænd med realkreditlån i Nykredit kan fra 1. juli 2018 se frem til at modtage mere end samlet set 100 mio. kr. i form af KundeKroner, hvis salget af en del af realkreditinstituttet bliver en realitet.

Det skyldes, at Nykredit, såfremt salget til konsortiet af pensionskasser går igennem, vil udvide KundeKronerne til at omfatte erhvervskunder, herunder også landbrug.

KundeKronerne vil give en årlig rabat på bidragssatsen på 0,15 pct. af lånet svarende til 1.500 kr. pr. lånt million, dog kun gældende for de første 20 mio. kr.

30.000 kr. om året

Det betyder i runde tal, at landmænd med realkreditlån på 20 mio. kr. og over kan se frem til en gevinst på 30.000 kr. om året frem til udgangen af 2019.

Ordningen er permanent, men beløbsstørrelsen vil herefter skulle fastsættes igen.

»En investorløsning [salget til pensionskasserne, red.] vil betyde, at Nykredit undgår at lægge store mængder kapital til side de kommende år. Det, synes vi, skal både komme boligejere, landbrug og virksomheder til gavn. Derfor udbreder vi vores rabat-koncept, så flere kundegrupper fremover vil få rabatter. Det svarer til, at vi giver mere end 100 mio. kr. årligt i rabat alene til landbrugskunder«, skriver koncernchef for Nykredit, Michael Rasmussen, i et mailsvar til LandbrugsAvisen.

Blandede følelser

Udmeldingen får ros af Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

»Det, synes jeg selvfølgelig, er godt, og det er jo en del af diskussionen om, at Nykredit skal være tydeligt kundeejet. Det bliver nu understreget, eftersom kunderne modtager udbyttet frem for aktionærer uden for kundekredsen«, siger Martin Merrild.

Han bakkes op af landmand og næstformand i Arla Jan Toft Nørgaard, der i sin tid kaldte forslaget om salget til pensionskasserne for ’hverken den næstbedste eller næstdårligste løsning’.

»Jeg ser det som et positivt tiltag, fordi det giver os en følelse af et større Nykredit-ejerskab. Men når det så er sagt, så er det jo i princippet penge, vi selv har betalt ind«, siger Jan Toft Nørgaard.

Netop, at det er penge, der i første omgang kommer fra bl.a. landmandens lommer, hæfter landmand Simon Simonsen, medlem af bestyrelsen i Arla, sig også ved.

»Jeg er ikke uden videre positiv over tiltaget, for man fodrer jo hunden med sin egen hale - det er jo penge, vi allerede har indbetalt. Jeg så meget hellere, at man helt lod være med at bruge KundeKroner og i stedet gav os lavere omkostninger. Det ville nemlig i meget højere grade passe med Forenet Kredits formål«, siger Simon Simonsen.

Faktaboks

Baggrund: Nykredits salg til pensionskasserne

  • En gruppe danske pensionskasser med PFA i spidsen har budt i alt 11,6 mia. kr. for i alt 16, 9 pct. af Nykredit. 
  • Hvis repræsentantskabet på repræsentantskabsmøde 23. november siger ja til at sælge til de danske pensionskasser, vil Nykredit indstille de omdiskuterede planer om en børsnotering. 
  • Børsnoteringen og efterfølgende salget til pensionskasserne har været begrundet med, at der var udsigt til stigende kapitalkrav. 
  • KundeKroner til erhvervskunder er betinget af et salg til PFA m.fl.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle