Nyt påfund: Gråsten Fjerkræ åbner ny butik midt i SuperBrugsen

Gråsten Fjerkræ har netop åbnet et shop-in-shop koncept i SuperBrugsen i Gråsten. Fremtidens detailforretninger skal satse på shop-i-shop konceptet og dermed distancere sig fra discountbutikkerne, mener chefen for stor selvstændig brugsforening.

"Shop-i-shop konceptet er fremtiden for de detailforretninger, der ønsker at fokusere på lokalt producerede fødevarer til et kundesegment, der ønsker høj kvalitet til en fornuftig pris. Det vil du aldrig finde i en discountforretning".

Sådan lyder meldingen fra chefen for SuperBrugsen i Gråsten, brugsuddeler Jesper Thomsen, hvori der netop er åbnet en selvstændig Gråsten Fjerkræ-butik midt i butikken.

"Jeg har flere gange besøgt Gråsten Fjerkræs gårdbutik i Kværs og har set, hvor inspirerende den er opbygget med et spændende og kvalitetsmæssigt højt sortiment af fjerkræ. Netop derfor har det været naturligt for mig at byde Gråsten Fjerkræ indenfor", siger han.

Det skriver Gråsten Fjerkræ i en pressemeddelelse.

SuperBrugsen i Gråstens Ulsnæs Center hører til blandt Sønderjyllands største selvstændige dagligvareforretninger med relationer til COOP.

Brugsforeningen, der ejer SuperBrugsen, tæller godt 4.400 medlemmer – faktisk flere end der er borgere i slotsbyen. Over 10.000 kunder fra nærområdet og grænseregionen besøger ugentligt forretningen, som af lovgivningsmæssige årsager ikke må holde åbent på helligdage.

købte pølseopskrift og fået bager med

SuperBrugsen i Gråsten har flere gange gået utraditionelle veje for at tiltrække nye kunder.

Da en populær slagtermester for år tilbage lukkede sin forretning i Sønderborg, sikrede SuperBrugsen sig opskriften på de kålpølser, som publikum hvert år ved nytårstid stod i kø for at købe.

Kålpølsens popularitet er uformindsket og er med til at trække mange kunder fra Sønderborg og Als til Gråsten. Senest har Lagkagehuset åbnet en afdeling i SuperBrugsen. Også det er blevet en betydelig succes.

tror ikke det stjæler omsætning

Hos Gråsten Fjerkræ er man naturligvis også glad for den nye aftale.

"Vores shop-i-shop forretning i Ulsnæs Center vil helt sikkert sætte øget fokus på de gastronomiske muligheder forbrugerne har ved at spise fjerkræ", siger Gunder P. Jensen, bestyrelsesformand  iGråsten Fjerkræ.

"Om butikken vil stjæle noget af omsætningen i vores butik i Kværs, tænker jeg egentlig ikke på, for det er jo her, vi hele tiden udvikler nye og spændende udskæringer og opskrifter, som senere præsenteres i shop-i-shop forretningerne. Gårdbutikken er en naturlig del af vores udviklingsafdeling", siger Gunder P. Jensen med henvisning til fjerkræselskabets gårdbutik.

Inden SuperBrugsen kan åbne den nye shop-i-shop forretning, skal personalet på uddannelse hos Gråsten Fjerkræ.

Samme fremgangsmåde valgte man, da man for godt en måned siden åbnede den første shop-i-shop butik i det københavnske stormagasin Magasins nye eksklusive Mad&Vin afdeling.

Erfaringerne fra København og Gråsten vil danne baggrund for Gråsten Fjerkræs planer om åbning af flere shop-i-shop i attraktivt beliggende detailforretninger med en stor omsætning af ferske råvarer.

I Gråsten, hvor forretningen har 54 medarbejdere, udgør de ferske fødevarer over halvdelen af forretningens samlede omsætning.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle