Ordfører: Ammoniak-sag skal afklares før valg

Det er urimeligt, at for skrappe ammoniak-krav forhindrer al udvikling på Christians Ihles kvægbrug ved Gråsten, mener landbrugsordfører Lise Bech (DF), som nu går til ministeren - igen.

"Vi skal have ændret ammoniak-reglerne inden valget".

Det siger landbrugsordfører Lise Bech (DF), som tirsdag besøgte mælkeproducent Christian Ihle ved Gråsten og LandboSyd med næstformand Torben Lei i spidsen.

"Vi har travlt, og hver eneste uge spørger jeg miljø- og fødevareministeren, om der er nyt i ammoniak-sagen. Jeg har arbejdet med den i tre år, og det er urimeligt, at op til 350 landmænd fortsat skal leve i uvished, og at deres produktion skal være låst fuldstændig fast", siger Lise Bech.

Hun kunne ved Gråsten konstatere, at Christian Ihles kvægejendom højst må belaste den nærliggende Gråsten Skov med 700 gram ammoniak, fordi skoven er registreret som Bøg på muld og Elle-askeskov.

"Det giver ikke mening, for begge skovtyper er kendetegnet ved, at de ikke er begrænsede af kvælstof. Elle-askeskoven er oven i købet kendetegnet ved, at den fikserer kvælstof ligesom bælgplanter", forklarer miljørådgiver Britt Bjerre Paulsen, LandboSyd.

Ifølge Naturstyrelsens registrering af Natura 2000 områder, er skoven her betegnet som i en god tilstand. Den opfylder dermed EU-målene, oplyser hun.

”Skoven har det godt selv efter mange år med et udledningsniveau langt over, hvad den skulle kunne tåle", konstaterer Lise Bech.

”Jeg mener, vi kan pille de to skovtyper ud, så kravene til ammoniakbelastningen fra Christians Ihles landbrug forsvinder. Jeg vil nu bede ministeriet om en forklaring på, hvorfor disse skovtyper er omfattet af reglerne”, siger Lise Bech.

Christian Ihle fortæller, at han aldrig kommer ned på en belastning af skoven på maksimalt 700 gram kvælstof pr. hektar pr. år.

Det svarer til, at et får skal have mindst 20 hektar til rådighed ved skoven. Selv en udvidelse og modernisering af anlægget med nyeste teknologi vil kun reducere ammoniak-belastningen til 5-6 kg. Dermed kan han ikke få en miljøtilladelse men bliver nødt til at fortsætte med uændret produktion og uden ændringer af produktionsapparatet ud i fremtiden:

"Der er kun nedslidning tilbage, og det er altså ikke motivende, når jeg gerne vil fortsætte med mælkeproduktion de næste 15 år,” siger Christian Ihle.

Emneord

politik

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle