Organisation samler underskifter mod grænsehegn

Miljøorganisationen Verdens Skove byder vildsvinet ’velkommen hjem’ og vil have miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen til at revurdere grænsehegn.

Miljøorganisationen Verdens Skove har sat en kampagne i gang, som skal ’byde vildsvinet velkommen hjem til Danmark’ og samtidig sætte kritisk fokus på det grænsehegn, som regeringen og Dansk Folkeparti vil sætte op ved den dansk-tyske grænse for at holde vildsvin ude af Danmark.

»Hegnet begrundes med en frygt for afrikansk svinepest, der kan true Danmarks eksport. Men hegnet er ubrugeligt til at holde vildsvin ude af Danmark, vildsvinene i Tyskland er ikke smittet, og risikoen for smitte til danske produktionsgrise er ubetydelig,« skriver Verdens Skove i en pressemeddelelse.

Samler underskrifter

Som en del af kampagnen, samler Verdens Skove underskrifter ind til et brev stilet til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

»Underskriftindsamlingen skal presse ministeren til at revurdere grænsehegnet og finde en bedre løsning på problemet med en mulig spredning af afrikansk svinepest i danske bestande af produktionsgrise,« skriver Verdens Skove.

Organisationen mener, at den største risiko for spredning af afrikansk svinepest til Danmark er de mange svinetransporter på tværs af Europa, og at det er her, fokus bør være.

Påvirker andre dyr

Ifølge Verdens Skove er det med vildsvinehegnet tale om et symbolpolitisk indgreb, som ikke vil holde vildsvin ude af Danmark, men derimod hindre andre dyrs frie bevægelighed.

Blandt andet hjortevildt, ulv, los og, afhængig af hegnets maskestørrelse, også odder, ræv, grævling, hare med flere.

»Hegnet vil dermed afskære de danske bestande fra bestandene i Tyskland og det øvrige Europa, hvilket på længere sigt vil svække de danske bestandes genetiske variation ved at hindre genetisk spredning og udveksling med bestande syd for grænsen. I sidste ende kan det føre til svækkelse og indavl i de danske bestande,« mener Verdens Skove.

Organisationen henviser samtidig til, at vildsvinet er naturligt hjemmehørende i Danmark og godt for natur og biodiversitet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle