Polak i spidsen for EUs landbrug

Der er positive forventninger til kommende landbrugskommissær, men alt er ikke rosenrødt.

Den tyske kommissionsformand Ursula von der Leyen har præsenteret sin liste af nominerede til kommissærposterne i de kommende fem år.

Og her står det klart, at der kommer til at ske udskiftning på posten som landbrugskommissær, hvor den 64-årige polak Janusz Wojciechowski er nomineret af formanden.

»Umiddelbart tænker jeg, at han har et godt udgangspunkt, fordi han kommer fra Polen, som er et stort landbrugsland og er en del af landdistrikerne«, lyder vurderingen fra EU-politisk chef Niels Lindberg Madsen.

Glad for den tidligere

Janusz Wojciechowski skal erstatte den nuværende landbrugskommissær, irske Phil Hogan, som i stedet er nomineret til at blive kommissær for handel.

»Vi har været glade for ham (Phil Hogan, red.) som landbrugskommissær, fordi han har set på landbrugspolitik, som vi selv gør det, hvor fødevarer er noget, man handler med. Han har været aktiv i forhold til at lave handelsdelegationer og har presset på for at lave aftaler med lande uden for EU«, siger Niels Lindberg Madsen og fortsætter:

»Derfor er det også dejligt, at han fortsætter som kommissær for handel, hvor han forhåbentlig vil fortsætte den offensive handelspolitik«.

Hår i suppen

Janusz Wojciechowski har mange års erfaring fra Europa-Parlamentet, hvor han sad fra 2004 til 2016.

Lige nu er han en del af det polske regeringsparti Lov- og Orden-parti (PiS) og desuden medlem af Den Europæiske Revisionsret. Tidligere har han været en medlem af EUs landbrugsudvalg.

»Han har viden med sig og baggrund inden for landbrugspolitik og ved, at landbruget er vigtigt, så vi håber og forventer, at han tager en tilgang med ind på sit kommissærkontor«, siger Niels Lindberg Madsen og tilføjer, at der kan findes hår i suppen:

»Jeg har set ham blive citeret for at have særligt fokus på små landbrug og på at ville udjævne landbrugsstøtten mellem medlemslandene. Vi er ikke tilhængere af loft over landbrugsstøtte, ligesom vi heller ikke mener, støtten skal jævnes. Omkostningsniveauerne ved at producere er vidt forskellige i f.eks. Polen og Danmark, så der er ikke noget grundlag for at give samme støtte«.

Parlamentet skal godkende de nye kommisærer, der starter 1. november.

Faktaboks

Om Janusz Wojciechowski

  • Er 64 år og p.t. medlem af det regeringsbærende parti i Polen og medlem af Den Europæiske Revisionsret.
  • Har siddet i EU-Parlamentet 2004-2016, hvor han undervejs bl.a. sad i landbrugsudvalget som næstformand.
  • Er ifølge internationale medier ved at blive undersøgt af EUs svindelagentur OLAF for ’uregelmæssigheder’ med rejsebilag fra hans tid som parlamentariker

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle