Rådgiver: Falder faringsprocenten hos dine søer - det skal du gøre

På Bornholm er den gennemsnitlige faringsprocent i sohold faldet.

Af Kirsten Kyndesen, svine- og miljørådgiver, Bornholms Landbrug

Den gennemsnitlige faringsprocent i de bornholmske sohold faldt fra 92 i 2016 til 91 i 2017, og medtages første kvartal 2018 er vi ”nede på” 90.

Tallet fra første kvartal 2018 er ikke genberegnet og vil derfor reelt ligge en anelse lavere.

Et fald på et enkelt procentpoint pr. år lyder ikke af meget, men gøres antallet af besætninger op i forhold til en faringsprocent over og under 90, så havde 24 procent af de bornholmske besætninger en faringsprocent under 90 i 2017, mens tallet inden genberegning ligger på 50 i første kvartal 2018.

PRRS’en har huseret i flere besætninger på øen og kan formentligt gives en del af skylden. Samtidigt har der været mistanke til toksiner i kornet og flere besætninger har valgt at anvende toksinbinder.

Se på procedurer

Ved en vigende faringsprocent eller flere omløbere bør der analyseres på problemstillingen.

Først og fremmest må man gå tilbage og se på, om der er ændret på procedurer omkring inseminering, flytning og gruppering af søer efter løbning samt procedurer i farestalden.

Ved analyse af datamateriale er problemet ofte, at materialet er spinkelt og dermed er svært at konkludere ud fra. Men på den anden side kan man heller ikke gå og vente på tilstrækkeligt med data til en statistisk analyse. I stedet må man se på tendenserne.

Hvilke søer løber primært om? Er det 1., 2. lægssøer eller søer med mere end to læg? Hvornår løber de om? Er det regelmæssige eller uregelmæssige omløbere?

Faringsprocent bør være samme, men...

Som udgangspunkt bør faringsprocenten være lige høj i alle lægnumre.

Unge søer har dog typisk en ringere immunitet i forhold til de ældre søer, og det kan betyde en lavere faringsprocent.

Der kan også være tale om en ringe konstitution hos de unge søer ved fravænning. De presses ofte hårdt i farestalden for at holde en høj egenfravænning, og de vil typisk skulle tage en ekstra tørn som ammeso. Det kræver, at de har det rette huld ved faring og en god foderoptagelse under diegivningen for efterfølgende at komme i løbestalden med en passende konstitution.

I løsdriften i drægtighedsstalden vil det som oftest også være de yngste søer, der løber om, hvis grupperne ikke fungerer efter hensigten.

Regelmæssige omløbere skyldes som oftest fejl ved sædopbevaring, fejl ved inseminering eller at der er tale om en infektion.

Uregelmæssige omløbere kan blandt andet skyldes toksiner, infektioner og for få fostre. Hvis der er tale om toksiner vil der være en tilfældig forekomst af uregelmæssige omløbere blandt alle lægnumre.

Hygiejne ved inseminering bør være i fokus for at forebygge infektioner. Det kan blandt andet være i form af anvendelse af engangshandsker.

Landsgennemsnittet for 2017 er på trapperne og her bliver det spændende at se, hvordan udviklingen har været på landsplan.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle