Råvareanalytiker: Efter et hårdt andet kvartal bør priserne falde

Tom Bundgaard, chefanalytiker hos råvareanalyse-virksomheden Mintec, giver en status på råvaremarkederne og prognoserne for den nærmeste fremtid.

Hvordan ser du overordnet situationen for råvaremarkederne?

- Vi forventer stigende priser gennem andet kvartal, hvorefter priserne vil falde igen. Det, der overrasker mange, er de dele af kurverne, som er formet som et omvendt V. Opturen udgøres af panik, der får folk til at sikre sig og købe til lager. Opturen styrkes af spekulanter. På et tidspunkt kommer priserne irrationelt højt op. Så stopper spekulation, forbruget falder, priserne imploderer igen, og så går det typisk lige så hurtigt nedad.

Hvordan påvirker krigen i Ukraine og sanktionerne mod Rusland råvaremarkederne?

- Den direkte påvirkning fra krigen i Ukraine er på priserne. De fleste blander pris og leveranceproblemer sammen. Prisen stiger på solsikkeolie, hvede, majs, olie og naturgas, fordi de råvarer bliver produceret i Rusland og Ukraine. Det kommer til at ramme priserne, men leveranceproblemer er noget andet. Der skal man kigge på, om lagrene er store eller små.

Hvordan ser det så ud med lagrene?

- Hvede og korn er der masser af på lager. Hvede har historisk set store lagre, så vi er ikke bange for at løbe tør. Når lagrene falder, skal priserne stige, så det er normalt, hvad der sker, men panikken får bare priserne til at stige ekstra hurtigt,

Hvor er der så lav lagerbeholdning?

- Problemet med lagerbeholdningen er stor for vegetabilske olier som solsikke, raps, soja. Verdenslagrene er på rekordlave niveauer. Det er absolut ikke en god situation, fordi der kommer en del solsikkeolie fra Rusland. Når den bliver dyr, skifter folk til sojaolie eller raps, og derfor stiger hele varegruppen.

Skal man så også forvente, at markederne falder lidt ekstra, uanset om krigen i Ukraine bliver løst?

- Priserne vil falde som anden halvdel af den omvendte V-kurve, selv om situationen ikke løser sig. Hvis den løser sig, falder priserne yderligere.

Til produktion af kunstgødning skal man bruge store mængder naturgas, som Rusland har været storeksportør af. Hvordan ser det ud?

- Vi har også forecastet stigende naturgaspriser i andet kvartal, og derefter faldende priser. Det betyder desværre ikke, at problemet er løst. Dels skyldes faldet sommerperioden, der er en lavprisperiode for gas med lavt forbrug, dels tager det tid at skifte til LNG (flydende naturgas, red.), der skal sejles rundt. Man skal lægge om fra gas til kul. Derfor tror vi, at der kommer store udsving, inden der kommer et stabilt niveau i juli. Til efteråret kommer problemet så igen.

Det overordnede budskab er, at andet kvartal bliver hårdt, men derefter kommer priserne ned på et relativt normalt leje?

- Problemet er, at alle råvarer er på det højeste nogensinde. Så det tager et par år at komme ned på normalen igen, men prisfaldet begynder i anden halvdel af 2022.

Du har en usædvanlig rolig tilgang til den øjeblikkelige situation?

- Vi har forberedt det her siden sommeren 2020 og vidst, at det ville komme. Vi har ledt efter signalerne løbende. Det eneste, der har overrasket os, er, hvor højt vi er kommet op. Det skyldes hele scenariet omkring Rusland og Ukraine, og det kunne ingen have forudset. Låste man egne priser, inden markederne steg, er man ligeglad med, om priserne nu stiger mere end vores beregninger. Ruslands ageren ændrer ikke på, at man så har sikret sig imod også den situation.

Så markedsudviklingen er business as usual for dig, mens resten af verden først går op i udviklingen netop nu, hvor priserne er steget?

- Den brede offentlighed fokuserer typisk på råvarerne, når priserne er i top. Jeg har været med til alle toppe siden 90’erne og ved, hvornår råvarepriserne får bevågenhed, og folk tager kontakt til os. Hvis en journalist ringer, så er det et tydeligt tegn på, at vi er ved toppen, og den anden del af den omvendte V-kurve er på vej. Der er ingen, der ringer, når markedet lægger an til at stige, fordi priserne ligger stille på bunden, mens de på toppen laver hurtige spidser.

- Det er inden de forventede prisstigninger, at man bør sikre sig og låse sin pris fast gennem den næste top, og det er der, vi så anbefaler vores kunder at købe. Det er så op til dem, om de gør det. Det er altid i slutningen af en optur, at panikken kommer, og hvor det er vigtigt ikke at lade sig rive med og låse for langt ud i fremtiden”. 

Så med andre ord vil det være en dårlig idé at dække sig af på lang sigt i det nuværende marked?

- Ja, så er det bedre at købe fra dag til dag og acceptere smerten. Efterhånden med prisfald får du mere for pengene. Problemet er, at hvis du ikke har låst din pris for længe siden og har smerter nu, skal du leve med, at det går langsomt nedad måned for måned. Der kommer ikke en hurtig forbedring, desværre.

- For foderkøbende landmænd er prisen og smerten høj i andet kvartal, men derefter bliver prisfaldet godt, så man skal ikke låse prisen fast. Hvededyrkende landmænd bør låse salgspriserne nu og sælge deres hvede på fastpriskontrakter her i andet kvartal, fordi prisen er på sit højeste. Når så prisen begynder at falde, så har de maksimal indtjening.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle