Råvarehandler: Investorerne køber op i råvaremarkedet

Sidste uges turbulens på råvaremarkedet, hvor priserne på især soja blev presset op, for at miste prisstigningerne igen fredag, var ikke et overraskende syn.

Det mener råvarehandler Jeppe Tokkesdal Jensen, Jyske Markets.

”Vi kan godt forstå, at man som investor har interesse i at putte penge i råvaremarkedet. Vi skal huske på, at vi har haft et lidt roligt afgrødemarked i løbet af vinteren, fordi der har været høj forsyningsgrad efter nogle gode høstår. Omvendt har råolie og metaller svinget meget i pris ovenpå usikkerheden omkring den globale økonomi med Kina i front. Med renter omkring nul, et aktiemarked, der i nogles øjne er dyrt prissat og et råvaremarked, hvor priserne er halveret på to år, så kan råvarer lige pludselig se attraktive ud for nogle investorer, der ønsker at sprede deres investeringer. Husk på, at centralbankerne endnu gør, hvad de kan for at understøtte væksten og pumpe penge i økonomien. Senest har vi set Kina ytre tegn på yderligere investeringer i infrastruktur til gode for råvareforbruget,” siger Jeppe Tokkesdal Jensen til Landbrugsavisen.dk.

Ifølge Agrimoney.com var hedgefondenes opkøb af korn sidste uge det største i seks år.

Jeppe Tokkesdal Jensen vurderer ikke, at priserne i kornmarkedet vil opleve prisstigninger først, eftersom der er en høj forsyningsgrad med store, globale lagre.

”Folk skal passe på med at blive bange for - eller håbe på - kornpriser på 160 kr. igen. Det kan vi ikke se nogle tegn på, hverken i sol eller måne. Det kræver en forskydning i kornbalancen,” vurderer råvarehandleren.

Sojamarkedet kan stige, vurderer han, men det er allerede meget indpriset, påpeger han.

Det var tydeligt, at investorer, såsom investeringsfonde, drev prisen på visse sojaterminer op sidste uge, siger han.

”Vi havde advaret om det, for vi kunne se, at dagspriserne for sojaskrå i det fysiske marked ikke steg sammen med,” siger Jeppe Tokkesdal Jensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle