Reglerne fire år undervejs

Den nye økologiforordning vurderes at have gode chancer for at nå i mål.

Det er Kommissionen, der sidder bag tasterne, og som skal søge at samordne landenes ønsker om nye økologiregler. Ministerrådet skal endeligt vedtage reglerne.

Ministerrådet udtrykte generel tilfredshed med forslaget i december. Europa-Parlamentet har derefter drøftet oplægget, og såvel landbrugsudvalget som miljøudvalget har stemt om det og fremlagt 3876 ændringsforslag. Parlamentet har kun høringsret, da det er et landbrugsanliggende.

Der er dog medlemmer af Parlamentet, der arbejder for, at det skal betragtes som et miljøspørgsmål, hvor Parlamentet har beslutningsret sammen med Kommissionen. Johannes Nebel, håber dog ikke, forordningen ender som gidsel i den diskussion, da det vil forsinke vedtagelsen.

Forordningen skal træde i kraft 1. januar 2009, men først når den er vedtaget, kan man arbejde med detailreglerne. Derfor er det vigtigt at få forordningen vedtaget til maj, så detailreglerne kan ligge klar, så økologerne kender dem et år før, de træder i kraft.

Som nyvalgt formand for EU's Rådgivende Udvalg for Økologi tror Johannes Nebel, der er gode chancer for at nå i mål. Han har netop væltet den tidligere formand, fordi mange i udvalget ønskede et tættere arbejde med Kommissionen.

Kommissionen kvitterede da også omgående med at love at fremlægge nye forslag til høring i udvalget, at invitere udvalget til flere møder og ved at invitere Johannes Nebel til at fremlægge udvalgets synspunkter i det netop afholdte møde i Den Stående Komité for Økologisk Landbrug (SCOF), som er stedet, hvor embedsmændene fra alle medlemslandene diskuterer og stemmer om forslaget til ny EU-forordning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle