Shells køb af fynsk biogasselskab møder kritik: Det er Dong-sagen om igen, mener finansordfører

Det startede som en startup i de fynske kommuner. Nu er Nature Energy overtaget af Shell, og Danmark har igen mistet kritisk infrastruktur, siger Pelle Dragsted (EL), der i Ugebrevet Mandag Morgen sammenligner med Dong-sagen.

Mens den globale oliegigant Shell netop har færdiggjort overtagelsen af det fynske biogasselskab Nature Energy, møder det nu heftig kritik fra Enhedslistens finansordfører, at dansk energiinfrastruktur igen er havnet på kapitalstærke, udenlandske hænder.

- Det skriver sig ind i en række salg af kritisk infrastruktur i Danmark, siger Pelle Dragsted, der også er forbrugervalgt bestyrelsesmedlem i elselskabet Radius, til Ugebrevet Mandag Morgen.

Pelle Dragsted ærgrer sig ifølge Mandag Morgen over, at de økonomiske gevinster fra den årelange kommunale fynske satsning nu lander i lommerne på først kapitalfonde og derefter et af verdens største fossile selskaber.

- Det er trist, at man har frasolgt et offentligt selskab, som er kerneaktør, siger han.

Er kritisk infrastruktur

Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen har ingen holdning til salget, men er enig i, at biogassen er kritisk infrastruktur i Danmark. 

Han opfordrer derfor danske politikere til at begynde at interessere sig mere for ejerskab over dansk biogasteknologi. 

- Man er nødt til at tænke geopolitik og forsyningssikkerhed ind i biogasproduktionen, siger Brian Vad Mathiesen til Mandag Morgen.

Værdi mangedoblet

Nature Energy blev i 2018 solgt for 1,1 milliarder kroner af de fynske kommuner til et investorkonsortium bestående af den britiske kapitalfond Pioneer Point Partners, amerikanske Davidson Kempner Capital Management og den danske pensionskasse Sampension. 

I efteråret 2022 meldte Shell sig på banen som ny køber, og nu henter de private investorer hele 14 milliarder hjem på salget efter at have ejet biogasselskabet i fire år.

Som Dong-sagen

Pelle Dragsted sammenligner salget med Dong-sagen, men ærgrer sig over, at man ikke som med salget af Dong-aktier til Goldman Sachs har været klog nok til at beholde en ejerandel af selskabet på offentlige hænder.

- Hvis ikke de selv kan drive det, kan man jo lave en joint venture, så man kan få tilført noget kapital uden at miste ejerskabet, siger Dragsted.

Jens Otto Dalhøj, der var bestyrelsesformand for Nature Energy dengang, kan godt forstå, hvis de fynske borgere synes, det ser mærkeligt ud, at det samme selskab fire år efter det kommunale salg på 1,1 milliarder til kapitalfondene kan blive solgt for 14 milliarder kroner til Shell. 

Men han mener ikke, at de kommunale ejere havde noget valg, da man frasolgte Nature Energy.

- Kommunerne var ikke de rette ejere af selskabet, fordi det var så kapitalkrævende at etablere anlæggene, siger han. 

- Det ville have været at spille hasard med skatteborgernes penge.

Dalhøj minder om, at tiden omkring salget af Nature Energy til kapitalfondene var en anden i 2018 end i dag. Biogas havde ikke på samme måde politikernes opmærksomhed. Desuden havde de fynske kommuner et underskud på 800 millioner kroner i selskabet. 

- Det kom vi af med ved salget. Som formand for kommunerne kunne jeg ikke gå ud og stifte endnu mere gæld,  siger Jens Otto Dalhøj til Mandag Morgen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle