Leverandører: Milliardsalg af Nature Energy cementerer biogassens globale rolle

Shells opkøb af Nature Energy hilses velkommen af Landbrugets Biomasseleverandører – og med købet rykker biogas op i ny liga, mener LBBL. Men husk, at det er landmændene, der har skabt værdierne, lyder det fra leverandørformand.

Landbrugets Biomasseleverandører hilser en global spiller som Shell velkommen i biogasmarkedet i Danmark.

Jørgen Tørnæs, formand for Landbrugets Biomasseleverandører, betegner i en pressemeddelelse opkøbet som ’en stærk melding’ på, at også globalt vil fossil gas blive skiftet ud med biogas.

- Vi ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde med en så stærk partner i den grønne omstilling. Med Shells køb af Nature Energy er scenen sat for biogas i fremtiden.

Skaber værdi for samfundet

LBBL minder om, at landbrugets fødevare- og energiproduktion er forudsætningen for den grønne gas, uanset om biomassen til biogasanlæggene kommer direkte fra landmændene i form af husdyrgødning, halm, biprodukter, madaffald eller industri.

Langt størsteparten har baggrund i afgrøder dyrket på danske marker.

- Biogas er et vigtigt led i den grønne omstilling og skaber værdi for samfundet. Nature Energy, som overtages af Shell, er samtidig med til at skabe værdi for landbruget med en fair afregning for landbrugets restprodukter, supplerer Martin Lambert Pedersen, formand for en af Nature Energys leverandørforeninger, i pressemeddelelsen fra LBBL.

Skabt af landmænd

Det omvendte, at det er landmændene, der har skabt de store værdier for de store biogasselskaber, er dog mindst lige så vigtigt at værd at minde om, mener Erling Christensen, formand for leverandørforeningen til Sønderjysk Biogas a.m.b.a. og tidligere formand for Landbrugets Biomasseleverandører.

- De mange milliarder, som Nature Energy har tjent, er i høj grad tjent hjem på baggrund af  landbrugets bidrag. Landbruget har været hovedleverandør af biomassen til biogasanlæggene og det er ene og alene det, der har skabt muligheden for, at både Nature Energy og en anden stor spiller, Bigadan, har kunnet  tjene de mange milliarder, siger Erling Christensen.

- Det er vigtigt lige at huske på det, så man i fremtiden respekterer, hvor vigtigt det er, at sikre en ordentlig afregningsmodel til de landmænd, der bidrager til udbygningen af biogassen i Danmark, siger Erling Christensen.

- Uden deres gødning havde vi ikke haft biogas i Danmark!

Erling Christensen understreger, at han er fuld af respekt for Nature Energy og ikke mindst adm. direktør Ole Hvelplund, som han ser som den centrale drivkraft bag Nature Energys udbygning af den danske biogassektor.

- Det er jo helt enormt, hvad han har formået at levere på få år - det er ganske eksceptionelt.

Landbruget på banen

Erling Christensen mener, det er på tide, at landbrugets organisationer involverer sig mere i biogassektoren for at sikre, at landbruget afregnes fair for biomassen.

-  Landbruget har ikke spillet en stærk nok rolle hidtil. Vi må trappe op på den dagsorden, så vi sikrer landbrugets værdier. Vi er nødt til at få nogle midler, som vi kan betale en  kommende klimaafgift med, siger Erling Christensen. 

Faktaboks

  • Biogas spiller en voksende i den grønne omstilling og finder anvendelse til både opvarmning, procesenergi.
  • Nogle få biler og lastbiler kører allerede på gas. I fremtiden er det forventningen, at vil gas være et centralt brændstof til de store lastbiler.
  • I 2022 dækkede danskproduceret biogas over 40 procent af det samlede danske gasforbrug.
  • Kilde: LBBL og Biogas Danmark 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle