Skjern Bank reducerer eksponering over for landbruget

Den vestjyske bank har fortsat et udbredt fokus på mælkeproducenter, mens kunder blandt svineproducenterne kan tælles på en hånd

Skjern Bank har absolut ingen forbehold over for landbruget. 

Det er noget af det første, som direktør Per Munck pointerer over for LandbrugsAvisen, efter banken torsdag har offentliggjort sit halvårsregnskab.

For Skjern Banks samlede eksponering over for landbruget er faktisk faldet fra 9,9 procent i første halvår af 2021 til nu 9,5 procent af udlånsforretningen med udgangen af 30. juni i år.

Men det skal ifølge bankdirektøren ses i lyset af, at banken har fået flere kunder samlet set i de første måneder seks måneder af 2022.

- Vi har faktisk fået et tocifret antal nye kunder i landbruget i første halvår. Men det procentvise fald skyldes, at resten af butikken er vokset, siger Per Munck til Landbrugsavisen.dk

Samlede udlån er steget

Bankens samlede udlån er i 2022 steget med 11,3 procent til 5,3 milliarder kroner, og siden 30. juni sidste år er udlånene øget med 17,7 procent.

På landbrugssiden er Skjern Bank traditionelt rettet mod mælkeproducenterne, som udgør langt den største del af landbrugskunderne. Griseproducenterne kan ifølge Per Munck tælles på en hånd. 

Derfor skal der heller ikke ifølge bankdirektøren lægges det store i, at andelen af udlån til kvæg- og mælkeproducenterne er faldet med 0,4 procentpoint til 5,5 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år. 

- Det er justeringer, hvor lån er blevet omlagt til blandt andet realkreditlån, pointerer Per Munck.

Træls situation for griseproducenterne

Mens både Ringkjøbing Landbobank og Vestjysk Bank i sine halvårsregnskaber har taget visse forbehold over for griseproducenterne og oplevet flere nedskrivninger blandt dem, er Skjern Bank ikke så nervøse. 

Dels på grund af de relativt få kunder blandt griseproducenterne, men også fordi banken kigger meget på driftsledelsen, når der skal optages lån.

Men Per Munck er da trist på segmentets vegne over ikke mindst det aktuelle ringe bytteforhold.

- Det er jo træls for at sige det på jysk, og det er jo noget, man skal igennem. Men i forhold til griseproducenterne har vi altid haft det lange lys på, og vi kigger meget på driftsledelsen, når vi skal kigge på nye lån. Er den god, er vi jo også til at snakke med, siger Per Munck

Skjern Bank måtte i første halvår se resultatet før skat reduceret med 26,5 millioner kroner til 80,1 mio. kroner.

Det anser banken dog som tilfredsstillende i betragtning af en negativ forskel i kursreguleringer på i alt 42,5 mio. kr. i forhold til 1. halvår 2021.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle