Som lovet: Mælkeprisen stiger i marts

For første gang i langt mere end et år stiger mælkeprisen. Dog kun for nogle af Arlas danske producenter, fremgår det.

Mælkeprisen stiger for marts.

Dermed holdt adm. direktør Peder Tuborgh ord, da han i sidste uge lovede, at "mælkeprisen ville stige snart".

Helt præcist kommer de konventionelle producenter til at indkassere en eurocent ekstra pr. liter - altså 7,45 øre per kg, fremgår det af en meddelelse fra selskabet. 

Dermed er over et års stabil mælkepris nu brudt for Arla Foods. Heldigvis for mælkeproducenterne altså med en stigning.

 

 

Dog vil den økologiske mælkepris være uændret - mens den for økoproducenterne i Storbritannien faktisk vil falde med en eurocent per kilo.

Dermed vil Arlas acontopris på konventionel mælk af første klasse være på 256,3 øre per kilo. Heri er dog indeholdt både tillæg for GMO-frit foder samt Arlagården Plus. Det første har kun en mindre del af de danske producenter, mens langt hovedparten har indtastet oplysninger til kvalitetsprogrammet. 

Derfor vil de fleste danske producenter i marts maksimalt kunne indkassere en mælkepris på 248,85 øre per kilo.

Den økologiske toppris, inklusive Arlagården Plus, vil i marts lyde på 316,9 øre per kilo. Markederne er - bortset fra i UK - stabile, forlyder det fra Arla.

Flad produktion og frygt for virus

Arlas markedsberetning nævner en EU-produktion af mælk, der samlet set steg med 0,5 procent i 2019, når man måler op imod 2018.

"Størstedelen af de nordeuropæiske mælkeproducenter, med undtagelse af UK og Irland, sluttede dog året på niveau med eller under de foregående års produktionstal. Det er kun i Oceanien, at vi har set tallene falde mod slutningen af året på grund af de varme og tørre forhold", lyder det.

"De generelle forventninger er, at den globale mælkeproduktion vil fortsætte med at stige, men sandsynligvis i takt med den langsigtede udvikling i efterspørgsel".

Pulverpriserne fortsætter med at stige, omend frygten for coronavirus og dens konsekvenser fra ført til "kortsigtede prisnedsættelser" og en del usikkerhed om retningen.

Gul ost stiger i pris, mens mozzarella holder niveau, trods stadig mere produktionskapacitet i markedet.

"Den eneste mulige grund til bekymring er i forhold til hvordan coronavirussen vil påvirke efterspørgslen, når vi træder ind i højsæsonen for mælk i Europa, hvilket kan medføre et kortvarigt fald i priser.  Men igen, de grundlæggende markedsforhold er stærke".

Relaterede

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle