Sommerserie: Arbejde under radaren har lønnet sig i Herning

I Herning råber man ikke nødvendigvis højest, når f.eks. et vigtigt sprøjtemiddel for medlemmerne bliver forbudt - man tager den faglige dialog med magthaverne, fortæller landboformand.

Han havde næppe glemt det, men Sven Agergaard er i hvert fald for nyligt blevet mindet kraftigt om, at der findes rigtig mange kartoffelavlere på Herning-egnen.

"Ja, herovre kalder vi det jo 'det hvide guld'", griner formanden for Herning-Ikast Landboforening.

Og mange af avlerne har uden tvivl gået rundt med ondt i maven op til, at der endelig kom en dispensation til brug af sprøjtemidlet Reglone.

"Kartoflerne betyder utroligt meget her på egnen, og det har været en sej kamp at få den godkendelse", fortæller formanden og fortsætter:

"I vores forening har vi ikke råbt så højt - det lader vi Landbrug & Fødevarer om - og i stedet bruger vi krudtet på at have dialog med politikerne fra vores område, og dem skylder vi en tak for at have lyttet. F.eks. Orla Østerby (Konservative, red.) har brugt energi på at lægge pres på regeringen".

lægger fakta frem

Landbrugets brug af pesticider er efterhånden en gammelkendt diskussion, og Sven Agergaard anerkender, at der er et stigende pres fra befolkningen om at bruge mindre.

"Jeg er helt klar over, at vi skal producere fødevarer, som forbrugerne ønsker det og med så lidt miljøpåvirkning som muligt. Det skal der bare være faglighed bag og ikke kun ren og skær følelser", siger formanden og tilføjer:

"Kunden har altid ret, men lovgivningen skal altså have et fagligt belæg. Så må forbrugeren selv tage stilling. Sådan ser jeg på det".

Det er netop fagligheden, landboforeningen lægger vægt på, når de holder møde med politikerne.

"Jeg vil ikke sige, at vi forsøger at påvirke deres holdning. Vi forsøger at lægge fakta frem og sætte dem ind i tingene. Det skal være fagligt", slår Sven Agergaard fast.

ikke alt går ind

Formanden erkender, at det ikke altid er lige nemt at få sine pointer til at trænge igennem hos politikerne.

Det kunne være i sagen om de mange ekstra efterafgrøder eller nye skærpede krav til transport af grise.

"Der er tit stor lydhørhed og forståelse, men når det kommer til afgørelserne, så kan de godt glemme det lidt", siger Sven Agergaard, der selv har haft besøg af fødevareminister Mogens Jensen (S) for nyligt for netop at se på transportområdet:

"Jo, han lyttede da, og han har da også indtil videre udskudt nye højdekrav til bilerne, men ellers er jeg bange for, at han ikke lod sig flytte ret meget".

Faktaboks

Sommerserie: Nyt fra landet

I løbet af året buldrer de landsdækkende historier derud af, men hvad optager egentlig foreningerne lokalt?

Det vil LandbrugsAvisen finde ud af i denne sommerserie, hvor vi ringer rundt til landets formænd og spørger dem, hvad der optager netop deres forening.

Emneord

Nyt fra landet

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle