Stigninger på hvedemarkederne efter egyptiske opkøb

Russerne overvejer at begrænse eksporten af hvede, melder Jyske Markets, der også beretter om stærk kinesisk import af sojabønner.

Hvedemarkedet førte i går an med prisstigninger, da den statslige egyptiske indkøbsenhed, GASC, var i markedet for import af hvede til levering primo marts.

Det er anden gang på lige så mange uger, at Egypten er på importmarkedet.  Det skriver Jyske Markets i sine daglige markedsberetninger.

Samlet endte egypterne med at købe 240.000 tons hvede til FOB-priser mellem 235,30-237,00 $/ton. I forhold til sidste uges tender var det en prisstigning på over 3$, hvor de gennemsnitlige FOB-priser lød på 232,23 $/ton. Oprindelserne var russiske og rumænske. Også et enkelt fransk bud var konkurrencedygtig med 235,86$, men måtte se sig sat bagud i kampen grundet højere fragtpræmier.

Det globale hvedemarked anså de fysisk stigende priser som positive, og markedet kvitterede med nye prisstigninger til såvel den amerikanske, europæiske og russiske hvede.

Prisstigningerne taget i betragtning, er der noget som tyder på, at forsyningsbalancen er strammere end først antaget, og det blev delvist bekræftet i går.

Russisk overvejelse om eksport-reguleringer

Det russiske landbrugsministerium meddelte i går, at de er i gang med at forberede et udkast til et dekret, for at begrænse afgrødeeksporten i perioden fra januar til juni til 20 mio. tons, med det formål at beskytte de indenlandske forsyninger og prisniveau.

Den russiske afgrødeeksport beløber sig i første halvdel af sæsonen til 26,5 mio. tons, og landbrugsministeriet estimerer en samlet eksport for sæsonen på 45 mio. tons.

Direktøren for russiske ProZerno er overrasket over udmeldingen og udtaler at; ”Der er ingen grund til at begrænse afgrødeeksporten nu”, underforstået at begrænsningen ikke er nødvendigt.

Mængderne på 20 mio. tons er i store træk, hvad markedet forventede russerne vil eksportere her i anden halvdel af sæsonen. Samtidig har konkurrenceevnen og mængderne ikke helt været til stede for russerne denne sæson, og derfor vil markedskræfterne automatisk begrænse eksporten. Udmeldingen skabte ingen større reaktion i markedet, men indikerer trods alt at prisstigningerne ikke er gået ubemærket hen.

Højeste kinesiske import af sojabønner i 19 måneder

Kina offentliggjorde i går handelsdata for december, der viste den højeste import af sojabønner i 19 måneder med 9,54 mio. tons, en stigning på 3,8 mio. tons sammenholdt med samme måned året før.

Opgørelserne viser samtidig at importen af sojabønner for første kvartal af sæsonen (oktober til december) er steget 34% år-til-år til 24 mio. tons, hvilket er på linje med rekordniveauet samme periode i 2017.

Den store import skal sandsynligvis ses i relation til de dispensationer der tilbage i oktober blev givet på 10 mio. tons import af amerikanske bønner, kombineret med en høj import af billige sydamerikanske bønner.

Baseret på skibsdata indikeres importen for januar at beløbe sig til omkring 5,0 mio. tons, mens tempoet fra februar og månederne herefter sandsynligvis vil aftage.

Billige sydamerikanske bønner trækker

Kina og USA ventes senere i dag at underskrive første delaftale i handelsaftalen, men det er usikkert hvorvidt det på den korte bane vil føre kinesisk import af amerikanske bønner, der i øjeblikket ikke er konkurrencedygtige med de sydamerikanske varer.

De brasilianske bønner handler i øjeblikket med en rabat forud for udsigterne til den rekordstore høst,
og derfor må private kinesiske indkøbere forventes at kigge mod Brasilien i første halvår. Alt andet lige bør det lægge en dæmper for efterspørgslen på amerikansk soja og skrå, og begrænse stigningspotentialet så længe den sydamerikanske høst ser ud til at forløbe uden større udfordringer.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle