Stor glæde hos børn over gård-busordning

LandboNord sørgede for at 32 børn fik lov til at smage lidt på landlivet.

32 forventningsfulde elever fra Agersted Skoles indskoling blev de første, som fik glæde af LandboNords donation på ti busture til skolebørn i Brønderslev Kommune.

Turen gik til I/S Kokkenborg, en bedrift på 275 ha med 220 malkekøer af racen Rød Dansk Malkerace. Hver dag leverer de 6300 liter mælk til Arla, og børnene brugte besøget som led i deres undervisningsforløb, hvor de har arbejdet med bondegårdsdyr.

"Selvom Agersted skole ligger i en lille landsby, så var det alligevel en stor oplevelse for børnene at komme helt tæt på dyrene. De fik lov til at klappe køerne, trække rundt med de små kalve, lege i halmballer og fik prøvet at sidde i en traktor. Derudover hørte vi en masse om dagligdagen på en gård, og børnene fik mulighed for at stille de spørgsmål, vi havde de havde forberedt inden besøget," fortæller lærer Pia Hald Jensen.

Børnene blev de første elever, som gjorde brug af klippekortsordningen, hvor LandboNord donerede ti busture til skoleklasser i Brønderslev Kommune.

"Vi gør det primært for at vise, hvad vi laver ude på landet. Nu er Brønderslev Kommune jo en landbrugskommune, men på trods af det så er der rigtig mange børn, som ikke ved, hvad der sker ude på landet og i produktionen på gårdene. Med bustransporterne håber vi at kunne åbne endnu mere op, så børnene kan se, hvordan dyrene trives, og hvilke fødevarer vi producerer," sagde formand for LandboNords Kreds 4, Jane Koller, da hun i april overrakte borgmester Mikael Klitgaard et symbolsk klippekort med de ti busture.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle