Stor kvæggård netop handlet - midtjysk familie har nu tæt på 2.200 køer

Familien Skeldal fra Brædstrup har overtaget et stort nærliggende kvægbrug.

En af landets større mælkeprocenter tager nu et kraftigt spring og udvider mælkeproduktionen betragteligt.

Familien Skeldal fra midtjyske Brædstrup har netop købt og overtaget en nærliggende mælkeproduktion med 900 køer og 384 hektar. I forvejen har familien Skeldal 1.250 malkekøer på deres hovedejendom.

Karl Skeldal bekræfter overfor landbrugsavisen.dk købet af den nye ejendom beliggende på bl.a. Vindingvej 3, Brædstrup. En ejendom, som blev sat til salg i midten af august til 83,5 mio. kr.

"Det kom ret pludseligt, at ejendommen blev udbudt til salg. Vi gav et bud på den og fik den. Og vi fik nøglerne og ansvaret 4. september", fortæller Karl Skeldal, som ikke ønsker at oplyse købprisen.

Familien skal nu til at se på, hvordan de nytilkøbte ejendomme kan drives og rationaliseres. Der er i dag mælkeproduktion på tre ejendomme og opdræt på fire.

"Det skal rationaliseres, så vi kun skal malke køer ét sted på den ejendom. Men vi vil drive det, vi allerede har, og det, vi har købt, som to selvstændige enheder", fortæller Karl Skeldal.

Den nye mælkeproduktion er købt via selskabet Rodvigsballe PS, som ejes af de fire søskende Kasper, Kristina, Mikael og Thomas - alle Rustrup Skeldal Sørensen.

Landbrugsdriften ligger i selskabet Skeldal Produktion A/S.

Foruden ejendommene ved Brædstrup har familien Skeldal også landbrug i udlandet.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra sælger. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle