Stor minkfarm til salg: Jorden er det største aktiv

123 hektar jord, stuehus og minkhaller til 4.500 tæver til salg for 15,5 mio. kr.

En større minkfarm med plads til knap 4.500 tæver er sat til salg hos Edc i Videbæk. Ejendommen er sat til salg af kurator efter en konkurs.

Hos Edc i Videbæk kalder ejendomsmægler Jan Vistisen ejendommen for meget flot og præsentabel. Af salgsmaterialet fremgår det, at ejendommen har et godt og samlet staldanlæg med beton i alle gange, et stuehus der er renoveret for nylig, maskinhus, fuldisoleret længe, haveanlæg med sø og enallé, der fører fra landevejen til ejendommen.

Både minkhallerne og jorden er lejet ud i år. Begge dele er dermed i fuld drift.

Prisen for ejendommen er sat ud fra minkbranchens nuværende situation. Dermed er det stuehuset og de 123,5 hektar, der udgør langt hovedparten af salgsprisen på 15,5 mio. kr.

Af de samlede jordtilliggende er cirka 108 hektar dyrkbar agerjord, der ligger i gode regulære og sammenhængende marker. Jorden en JB 1-3, og cirka 65 hektar kan vandes fra to boringer.

”I det aktuelle område sælges agerjord for omkring 115.000 til 120.000 kr. pr. hektar. Det er primært ud fra agerjordens og stuehusets værdi, at prisen på dette landbrug er fastsat,” siger Jan Vistisen.

Han forudser, at køberen bliver en landmand med lidt penge på bogen, og som på sigt kan håbe på selv at blive minkavler eller at leje hallerne ud til en minkavler, når branchen forhåbentlig igen kommer i positiv gænge.

”Markedet for minkfarme er trykket. Derfor sælges landbruget i første omgang nok ikke med henblik på minkavl men til planteavl,” siger Jan Vistisen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle