Svenske minkavlere har fået grønt lys til at genoptage produktionen ved årsskiftet

Fra årsskiftet er det igen tilladt at avle mink i Sverige.

De svenske veterinærmyndigheder har besluttet, at landets ca. 30 minkavlere efter et års dvale kan genoptage produktionen af mink fra årsskiftet. Det skriver landbrugsmediet ATL.

Det sker samtidig med, at Danske Pelsdyravlere opgiver deres medlemskab af Landbrug & Fødevarer i erkendelse af, at det er endegyldigt slut med mink i Danmark.

De svenske pelsdyravlere fik som deres danske kolleger konstateret coronasmitte hos mink i 2020.

Det udløste i januar 2021 et midlertidigt stop for minkproduktion. Avlerne fik imidlertid lov til at pelse deres smittede mink, ligesom de kunne beholde deres avlsdyr - i modsætning til de danske minkavlere, som måtte aflive alle dyr. Forskellen betyder, at de svenske pelsdyravlere nu kan starte minkproduktionen op igen efter dvaleåret. 

I følge ATL begrunder veterinærmyndighederne beslutningen med, at der ikke er nogen nævneværdig risiko for folkesundheden. Nu, til forskel fra tidligere, findes der vacciner, som både kan reducere risikoen for, at minkene bliver smittet og for, at smitte kan sprede sig fra mink til mennesker.

De svenske myndigheder fastholder dog, i følge ATL, i hele 2022 en række strenge restriktioner for mink-besætningerne, bl.a. er der krav om, at besætningerne holdes isolerede og det er ikke er tilladt at importere dyr fra udlandet.

Den svenske pelsdyrbranche er med sine ca. 30 farme langt mindre end den danske, som indtil nedlukningen for et år siden var på ca. 1.100 farme.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle