6 gode råd til at håndtere de mindste nyfødte pattegrise

Undlad at tørre fostervæsken af de nyfødte, det har nemlig i forsøg resulteret i en lidt højere dødelighed. Se alle gode råd til de mindste pattegrise.

Af Inga Riber, svinerådgiver, LandboNord SvineRådgivning

Fodring af avlsdyr

Fodrer du dine avlsdyr efter anbefalingerne, bøvler du næppe med flere små og svage nyfødte pattegrise end gennemsnittet.

Vær især opmærksom på et passende huld på avlsdyrene ved faring, at opjustere foderstyrken de sidste fire uger før faring til 3,5 FEso pr. dyr pr. dag og ikke at overfodre med protein.

Foderkvaliteten skal selvfølgelig også være i orden, det gælder både selve råvarerne, men også f.eks. siloer, transportveje, blandere, dysefiltre og foderkasser. Husk også halmkvaliteten. Målet er et lavt niveau af toksiner.

Sektioneret farestald

Farestalden bør drives sektioneret og hver sektion vaskes, desinficeres og udtørres helt inden hvert nyt faringshold.

Tjek af og til op på både doseringen af sæbe og desinfektionsvæske, men også at det anvendes korrekt og at stalden er tør, inden de højdrægtige dyr sættes ind.

Hold grise varme

Dagen før faringerne begynder, justeres staldtemperaturen op til ca. 22 grader.

Varmelamper tændes, så gulvet på hulerne er 34-36 grader inden den første gris fødes. Da de mindste nyfødte har et relativt stort overfladeareal og er våde, når de fødes, risikerer de hurtigt at blive afkølet til en kropstemperatur under 34 grader.

Det vil være særdeles kritisk, derfor er brug af en varmekilde og/eller frisk halm bag ved soen under faringen en rigtig god idé.

Halmen isolerer og hjælper derfor grisene med at holde kropstemperaturen oppe. Straks efter faringen er overstået, fjernes halmen, da det ellers vil påvirke hygiejnen i stien negativt.

Undlad at tørre fostervæsken af de nyfødte, det har nemlig i forsøg resulteret i en lidt højere dødelighed.

Forskudt arbejdstid 

Forskudt arbejdstid på de store faringsdage er en god idé, aftenrunden er et minimumskrav.

Både for at kunne yde rettidig fødselshjælp og for at kunne hjælpe de små og kolde grise op i den varme hule.

Mindsteamme

Livskraften hos den nyfødte gris er mere afgørende end dens vægt. Kun nyfødte grise uden sutterefleks eller med meget lav livskraft aflives straks.

Flyt de små nyfødte til en ung so (kaldet mindsteamme), som stadig har råmælk og fjern dens egne større nyfødte. Denne mindsteamme må gerne stadig være i gang med at fare. Undlad at bruge 1. lægs søer som mindsteammer, da 1. lægs søer bør malkes godt op af mange, store grise.

Energitilskud eller ej

Der er forskellige holdninger til brug af ekstra energitilskud til de mindste nyfødte hos mindsteammen.  

Godt management i tide kan i mange tilfælde minimere behovet for brug af disse produkter. '

En nyfødt gris er nemlig dækket fuldt ind af antistoffer, hvis den drikker 60 ml af den første råmælk. Drikker grisen 250 ml, har den energi nok til at overleve det første kritiske døgn.
 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle