Dette billede vil man gerne se efter faring, hvor soen ligger fint på siden og pattegrisene dier. Ved farefeber ligger soen ofte på maven, så de nyfødte grise ikke kan komme til patterne. Arkivfoto. Farefeber, også benævnt MMA, omfatter mastitis (yverbetændelse), metritis (børbetændelse) og agalactia (mælkemangel) og kaldes derfor for et sygdomskompleks.
Omfanget af farefeber i Danmark er ringe undersøgt. Den seneste danske undersøgelse i konventionelle svinebesætninger ligger tilbage i perioden 1976-1982.
Her blev forekomsten af farefeber vurderet til at ligge på omkring 10 pct. hos danske søer.
På nuværende tidspunkt antages det, at ca. 20 pct. af danske søer behandles mod farefeber. Dette står skrevet i en intern rapport fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet og Instituttet for Husdyrbiologi og Sundhed.
Økologiske besætninger kan heller ikke se sig fri for farefeber. I 2011 blev 11 større økologiske besætninger undersøgt for forekomsten af farefeber, hvor resultaterne viste en forekomst på ca. 10 pct. hos søerne.
Forebyggelse er afgørende
Farefeber påvirker ikke kun sundheden hos søerne, men rammer også de nyfødte pattegrise i høj grad.
Produktionen af råmælk vil være forringet hos den påvirkede so, og ofte vil man se en situation, hvor soen bliver liggende på maven og ikke vender sig om på siden, så pattegrisene kan die.
I den interne rapport bliver det yderligere oplyst, at farefeber kan medføre en stigning i pattegrisedødeligheden på seks til ni procent, og her er det netop manglende råmælk, der får negativ betydning.
Ringere sundhed hos søerne, øget pattegrisedødelighed, lavere tilvækst i farestalden og øgede omkostninger til medicin rammer alt sammen landmandens pengepung.
Der er flere ting i miljøet og management-procedurerne, som øger risikoen for farefeber i farestalden, og her er det nærliggende at tænke i forebyggende tiltag, så risikoen mindskes.
Eksempler på opmærksomhedspunkter og forebyggende tiltag er listet i nedenstående oversigt.
En faktor som øget kuldstørrelse hos søerne spiller også ind i forhold til risikoen for farefeber, fordi søerne er under et stort pres på grund af de mange fostre.
Symptomer og behandling
Der er god grund til at mistænke en so for at være ramt af farefeber inden eller efter faring, hvis soen har flere af følgende symptomer:
- Nedstemthed
- Manglende appetit
- Feber ( > 39,5 grader)
- Forstoppelse (knoldet afføring)
- Yverbetændelse
- Flåd fra vulva (gullig eller grålig farvet, klumpet, fæl lugt)
- Mælkemangel
- Lægger sig ikke ned på siden, så pattegrisene kan die
For at undgå at skulle tage pattegrisene fra soen, skal hun i behandling hurtigst muligt.
Flere dyrlægepraksisser anbefaler, at søerne med farefeber behandles med en kombination af antibiotika og smertestillende.
Oxytocin kan også bruges efter faring for at initere mælkenedlægning, så soen lægger sig ned på siden og fritgør yverets patter.
Forekommer symptomerne allerede inden faring skal antibiotikabehandlingen igangsættes der.
Hvis råmælksproduktionen hos en so med farefeber er gået i stå, eller det ikke er muligt at få hende til at ligge på siden, så pattegrisene kan die, skal grisene sikres råmælk fra en anden nyfaret so.
Det anbefales yderligere, at de nyfødte pattegrise har let adgang til vand, da manglen på råmælk fører til dehydrering.
Relaterede artikler
Kommentarer