Chok: Svinebesætning i Kina ramt af afrikansk svinepest

Den frygtede sygdom er nu også kommet til Kina.

I Kina er en lille svinebesætning med 383 grise ramt af afrikansk svinepest. Infektionen blev opdaget onsdag sidste uge og bekræftet fredag af de kinesiske myndigheder.

Dermed er den frygtede sygdom også kommet til det kæmpemæssige land, der huser verdens største svinebestand.

Ifølge Reuters er der tale om en mindre bedrift med 383 grise ved byen Shenyang i provinsen Liaoning i det nordøstlige Kina godt 200 kilometer fra grænsen til Nordkorea. 47 grise på bedriften er døde af sygdommen.

Som et led i bestræbelserne på at inddæmme sygdommen er godt 900 grise i området blevet aflivet. Desuden har farmerne fået forbud mod at transportere grise fra de inficerede områder og fodre grise med ubehandlet madaffald.

Myndighederne understreger, at man i tilfælde af et større udbrud straks vil iværksætte et indrapporteringsystem til forebyggelse og inddæmning af sygdommen, og transport af levende svin og svinekødsprodukter fra de inficerede områder vil blive suspenderet.

Afrikansk svinepest har hidtil optrådt i Europa, Rusland og lande i den sydlige del af Sahara, men det er første gang den optræder i Asien.

Udbruddet i Kina vil naturligt give nervøsitet hos svineproducenterne i de omkringliggende lande, især på Den Koreanske Halvø og i Japan.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle