Det tager tid at passe farestalden godt

Pattegrisedødeligheden skal ændres fra en dårlig til en god historie. Det er i høj grad i erhvervets egen interesse. Det kræver blandt andet flere arbejdstimer i farestalden.

Mellem hver fjerde og hver femte fødte gris kommer ikke frem til fravænning.

»Det er en dårlig historie, som vi skal gøre noget ved«, lød det fra Dorthe Poulsgård, Seges Svineproduktion, på sidste måneds Fagligt nyt.

Et af de velfærdsmål, branchen skal leve op til, drejer sig om pattegrisedødelighed. Målet er, at totaldødeligheden højst er 16,1 procent. I 2016 var den næsten kommet ned på 21 procent, men er siden steget til over 23 procent. 

Derfor deltager 56 besætninger med 61.000 søer netop nu i projekt Pattegrisliv 2.0.

Efter første periode i projektet har to tredjedele af besætninger reduceret dødeligheden med i gennemsnit 2,7 procentpoint. Den sidste tredjedel har derimod oplevet en stigning i dødeligheden.

»De besætninger, der har oplevet en stigning, har typisk enten haft udskiftning af personale eller sygdomsudbrud«, fortæller Dorthe Poulsgård.

Arbejdsrutiner er gennemgået

Som led i projektet er alle arbejdsrutiner gennemgået.

Det har ført til, at dobbeltarbejde er fjernet og, at alle medarbejdere ved, hvordan og hvornår en opgave udføres.

»Jeg oplever også en større forståelse for, at det tager tid at udføre opgaverne i farestalden og at få en god rutine«, siger Dorthe Poulsgård.

Nogle besætninger har indført forskudt arbejdstid på de store faringsdage, ligesom flere daglige runder med kuldudjævning sikrer god råmælksforsyning.

Fodertildelingen omkring faring er gennemgået, og varmetilførslen til nyfødte er sat i bedre system. Endelig har mange fået mere fokus på hygiejne. Hun ser gerne mere ensartede farehold.

»Store udsving i farehold flytter fokus fra pasning til at skaffe tomme farestier«, siger hun.

Mange ejere har heldigvis erkendt, at tid er en vigtig faktor for at reducere dødeligheden.

»Den erkendelse kommer ikke af sig selv. Det kræver måske mere selvindsigt, end alle er i besiddelse af«, siger hun.

Læs mere aktuelt fagligt nyt om svineproduktion i det nye nummer af fagmagasinet SVIN, der udkommer tirsdag 20. oktober.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle