Soholder: Svinepesten gør mig utrolig bange - vi gør det, vi kan på bedriften

Blog fra svinebedriften: Det værste ved svinepesten er, at det er uoverskueligt, og man ikke kan gennemskue konsekvensen af, hvad der kan komme til at ske, synes Anders Rold.

Af Anders Rold - fortalt til Stig Bundgaard

Jeg er blevet utroligt bange for svinepest, efter det der er sket de sidste 14 dage i Polen. Det er rykket ufatteligt tæt på.

Jeg har hidtil ikke set det som en mulighed, at vi kan gå hen og blive ramt i Danmark - for det har vi da styr på. Men når det springer, som det gør nu, gør jeg mig mange tanker. 

Det værste er, at det er uoverskueligt, og man ikke kan gennemskue konsekvensen af, hvad der kan komme til at ske.

Holder igen på investeringer

Jeg glæder mig over det flotte noteringsniveau, vi har nu. Omvendt gør jeg mig tanker om at holde igen med nye investeringer og vækst på grund af udviklingen i svinepesten. Det står i hvert fald klart, at inden jeg gør noget, skal jeg have tjent pengene til det først, og have fokus på mit nulpunkt.

Jeg kommer ikke til at gøre noget for gearede penge. Selv om der er incitament til at gøre noget vildt, fordi priserne er så gode.

Umiddelbart vil jeg holde fast i min valgte strategi for et halvt år siden, nemlig at vi skal have renoveret produktionsapparatet på den nye gård, jeg har overtaget, og at vi skal blive gode til at lave nogle grise.

Passer til min mavefornemmelse

Jeg tror, det omstridte vilsvinehegn kan ende med komme os til gode, når - og ikke hvis - svinepesten kommer til Tyskland.

Så kan vi bruge hegnet som argument over for vores samhandelspartnere, at vi rent faktisk har et fysisk hegn til at holde vildsvin ude. Ud over at det selvfølgelig rent faktisk holder smitten ude, hvis der er tale om vildsvin, der løber over store afstande - som det seneste spring tilsyneladende er udtryk for.

Situationen med svinepest bekræfter mig i, at den strategi, jeg har valgt, passer godt til min mavefornemmelse og mit temperament.

Jeg har valgt at producere smågrise til en dansk aftager og med afregning efter halv puljenotering og halv beregnet notering. Det har til tider været svært at argumentere for, fordi eksportnoteringen til tider er højere. Men over tid bør det udligne sig, bare man er standhaftigt og vedholdende med sit valg, mener jeg.

I dag er jeg glad for, at jeg har en sikker og fast aftager. Jeg forestiller mig, at man, hvis man eksporterer grise til Polen, lige pludselig ikke vil kunne komme af med sine grise, fordi de skal ind i den sorte zone - måske på grund af træg afsætning eller et udbrud i den besætning, man skal levere til.

Jeg forventer også, at der kommer uro omkring transportmarkedet, fordi Polen nu er sort zone og den østlige del af Tyskland er rød zone med nye karantæneregler for bilerne til følge. 

En del danske grise bliver flyttet over til det område. Bilerne kan måske fremover kun køre et læs om ugen mod tidligere to-tre, og der må blive rift om de biler, der kan køre til rød og sort zone.

Vi skal gøre det vi kan

Jeg er meget bevidst om at gøre mit for, at min besætning i hvert fald ikke bliver den første til at blive smittet, hvis svinepesten kommer til Danmark.

Jeg vil have styr på sikkerhed og intern smittebeskyttelse og overholde regler og anbefalinger. Så har vi gjort det, vi kunne.

Her på bedriften har vi tre østeuropæiske medarbejder, alle fra Ukraine. De er bekendt med, at der er et regelsæt om håndtering af fødevarer og regler for karantæne i forbindelse med rejser til hjemlandet. Vi kigger hinanden dybt i øjnene, og lover at det bliver overholdt.

Medarbejderne bor også på ejendommen og naboejendommen, så jeg har rimelig godt styr på, hvornår de er bortrejst og hjemme igen. 

Vi har en god kommunikation omkring det. Jeg forklarer, at det er generelle regler, så de ikke føler, det er noget, der bliver trukket ned over hovedet på dem. 

De har også fået særskilt tøj og fodtøj til at gå omkring på bedriften og i stalden, så de ikke går i det samme, som de har haft på ved ferie til hjemlandet. Det burde være en selvfølge, men er det ikke altid.

Vi har også et højt niveau af sikkerhed omkring trafik og grisetransporter. Vi kører altid i ren, tom bil og bruger SPF-godkendte biler. Vi får aldrig en udenlandsk bil til griserampen, fordi vi leverer til det danske marked. 

Ferie i grøn zone

Ja, sågar når det gælder ferie, har jeg tænkt over, hvordan jeg skal holde den.

Man bliver overrasket over, hvor lille den grønne zone er ned gennem i Tyskland. Der er rød og sort zone omkring Belgien og også den østlige del af Tyskland. Italien er også rød. Jeg tror, at jeg vil foretrække at opholde mig i grøn zone. 

Det vil også være meget ubehageligt at være årsag til, at vi skulle få svinepest ind i dansk svineproduktion. Jeg tænker, at man så vil have lyst til rejse meget langt væk.

I vores svineproduktion forventer jeg, at vi er færdige med at renovere staldene omkring 1. december. Det glæder vi os til.

Vi har løbet søer efter det nye holdsystem, hvor vi skal køre to og en halvugesdrift. Så bliver der plads til fem ugers fravænning, og vi kan få nogle gode store grise, samtidig med der bliver bedre tid til at praktisere nogle gode procedurer.

Vi har første faring efter det nye system i næste uge. Så kommer der en indkøringsperiode, men fra start i 2020 skal alting gerne være i normal drift.

Faktaboks

Anders Rold

  • Blogger for Svin Plus
  • Års, Nordjylland
  • 600 søer, producerer årligt 19.000 30 kgs smågrise
  • Alt på samme lokalitet
  • To ansatte plus en elev
  • 100 hektar passet af maskinstation: Raps, hvede og byg
  • Hjemmeblander vådfoder til alle dyregrupper

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle