Svineproducent: Indkøbte polte har givet et pust i levendefødte

Blog fra svinebedriften: I 2018 steg antallet af levendefødte pr. kuld fra 17,4 til 18,2 og den seneste måned har tallet ligget på over 19,5. Vi forstår det næsten ikke, siger Anders Rold.

Af Anders Rold, svineproducent - fortalt til Frederik Thalbitzer

Det er gået endnu bedre end forventet. Sidst fortalte jeg om, at det har været godt at skifte til færdigfoder til smågrisene. Siden har vi haft e-kontrol, så nu har jeg konkrete tal.

E-kontrollen viser, at vi nu har over 500 gram i daglig tilvækst. Foderforbruget er 1,7 FE pr. kg tilvækst og afgangsvægten er oppe på 33 kg.

Det er et sammensurium af, at de får godt startfoder og har gode gener. Vi har to startfoderblandinger, som vi selv blander, og senere få de to færdigfoderblandinger som vi indkøber, altså i alt fire blandinger. Før fik de hjemmeblandet foder af korn og tilskudsfoder.

Det er et års tid siden, at vi konverterede fra at leve egne avlsdyr til at købe polte fra en opformeringsbesætning. Vi forstår næsten ikke, det pust, det har givet i levendefødte. I 2018 steg antallet af levendefødte pr. kuld fra 17,4 til 18,2 og den seneste måned har tallet ligget på over 19,5. Vi har bare kørt på med normal udskiftning, og vi har hele tiden haft en fornuftig aldersfordeling på besætningen. Vi gjorde det egentlig for at øge værdien af smågrisene, og få en mere stringent produktion.

Selvfølgelig koster det noget, men det er ikke meget i forhold til, at vi sælger flere smågrise og får lidt mere for dem.

Samtidig har vi aldrig perioder med for få og for mange polte. Nu køber vi kun lige, så antallet passer. Det er en stor styrke.

Jeg tror fordelen er større, end hvis man regner på det med for eksempel db-tjek. Så regner man nemlig ikke den ekstra staldkapacitet med, vi får. Regner man i bund tror jeg ikke, der er stor forskel i økonomien på at lave polte selv eller købe dem.

Men selvfølgelig er det lidt af en kamel at sluge, at man skal gå et skridt tilbage og ikke selv lave polte og blande foder. Man skal bare erkende, hvor meget man kan favne over, og det har gjort vores produktion mere strømlinet. Vi får gjort tingene bedre færdige.

Faktaboks

Anders Rold

  • Blogger for Svin Plus
  • Års, Nordjylland
  • 870 søer, producerer årligt 30.000 30 kgs smågrise og opfeder 2.000 slagtesvin
  • Produktion på to lokaliteter, en med søer og en med smågrise/slagtesvin
  • Fire ansatte, elev ansættes senere i år
  • 250 hektar: raps, hvede, vårbyg plus jordbytte med kartoffelavler
  • Hjemmeblander foder til søer og slagtesvin, køber færdigfoder til smågrisene

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle