Tjek, at der i år er vinterfoder nok

Af Karsten Brødbæk, Kvægrådgiver LandboNord.

Vi står nu ved indgangen til vinteren. Det er tid at opgøre sine beholdninger og få tjekket, om der er foder nok til dyrene. Der har i sommer været store udfordringer med at lave vinterfoder nok. Solen har skinnet, og der er kommet alt for lidt nedbør. Hvis man er i den situation, at man allerede skulle fodre sine dyr på marken i juli, er det ikke en nem situation. En del kødkvæg går dog på lidt lavere arealer, og nogle har derved haft græs nok. Der er helt sikkert forskellige udgangspunkter. Samtidig har græsset groet ret meget siden først i august, hvor regnen startede.

Sælg eventuelt tyrekalve eller hundyr

Du har mulighed for at gå ned til 50 pct. grovfoder i din foderplan, hvis det er nødvendigt. Priserne på korn og tilskudsfoder er dog forholdsvis høje i øjeblikket, så det er vigtigt at tænke sig godt om og regne på, hvad der bedst kan betale sig.

Et alternativ kunne være at sælge dine tyrekalve til videre fedning. Det er måske ikke nemt at gøre til en økolog, men så må de til en konventionel kalveopdrætter. Studene kan bedre klare vinteren på lidt mindre energirig foder, så de kan færdigfedes næste år på græs.

Der er også mulighed for at sælge/slagte nogle hundyr, hvis man ikke har foder nok. Her skal vi dog huske, at man selvfølgelig ikke må slagte højdrægtige dyr.

Hvis man er i den situation, at der stadig er for lidt foder, mener jeg, at det er goldkøerne, som står for skud med lidt lavt energiniveau. De skal jo ’bare’ ruge på den kalv, de skal føde til foråret. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at halm nok har en foderværdi, som ligger ca. 25 pct. højere end normalt. Det betyder, at de bedre kan klare sig på halm, end de plejer at gøre.

Udnyt, hvis dyrene kan blive længere på græs

Da græsset stadig gror ude på marken, er det også en mulighed, at dyrene måske kan gå lidt længere ude, end de plejer at gøre. Det vil være en stor hjælp på bedrifter, der mangler grovfoder. I vinterperioden (1. december–1. marts) og i perioder med vinterlignende vejr skal kreaturerne kunne komme ind på et tørt og velstrøet leje.

Der er helt sikkert problemer med forsyning af grovfoder nogle steder, og andre steder ser det knap så galt ud. Min opfordring skal være at tænke sig godt om. Undgå at sælge dyr, som du kunne have fået mange flere penge for ved at have fodret dem bedre og længere. Der bør regnes på hvert enkelt tilfælde, da der er mange forskellige forhold, der spiller ind.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle