Jan Mousing fratræder sin stilling som direktør ved landbrugets videnbaserede rådgivningsvirksomhed, Seges.
Karen Hækkerup indtræder som ny direktør og vil i en periode være administrerende direktør i både Landbrug & Fødevarer og i Seges. Den overordnede ledelse af SEGES vil blive varetaget af Karen Hækkerup som administrerende direktør og Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer, og bestyrelsesformand for Seges.
Karen Hækkerup og Lars Hvidtfeldt vil stå i spidsen for gennemførelsen af en række organisatoriske ændringer og en analysefase med det formål at styrke og effektivisere det landmandsdrevne innovationsmiljø i og omkring Seges.
Jan Mousing har været administrerende direktør i Seges siden 2011.
Lars Hvidtfeldt siger:
"Jan Mousing har ydet en stor indsats til gavn for den samlede landbrug- og fødevareklynge. Jan Mousing har en stor del af æren for, at SEGES har opnået en central placering i både det regionale, det danske og det internationale videns- og innovationsmiljø. Desuden har Jan Mousing stået i spidsen for en række forandringsprocesser, som har gjort Seges til en virksomhed båret af visioner og høj faglighed."
Lars Hvidtfeldt ser frem til processen med at styrke og effektivisere organisationen:
"Der er nu brug for at udvikle Seges et nyt sted hen. Seges skal både understøtte landmændene og samfundets krav om et bæredygtigt landbrugserhverv."