Tre landmænd hædret for bæredygtighed, afsætning og teknologi

Fremtidens landmand skal beherske helt andre ting end før i tiden, og noget af det vigtigste er bæredygtighed, afsætning og teknologi.

Der var fest og farver, da to landmænd og et landmandspar blev kåret som fremtidens landmænd, og hver fik en check på 25.000 kr. med hjem.

Festlighederne fandt sted under festmiddagen på Økonomikongressen i Vingstedcentret torsdag aften.

»Dem, vi skal kåre, er rollemodeller for andre landmænd og for os, der arbejder for landmænd. Det er fantastisk at kigge indenfor hos dem, der har hånden på kogepladen, og se, hvad de gør«, sagde Ejnar Schultz, adm. dir. hos Seges, der styrede uddelingen af præmierne.

Afsætning

Vinderen i kategorien afsætning blev landmandsparret Lene Conradsen og Peter Bruun, der afsætter deres grise på en ny, spændende måde, der også sikrer en bedre afregning. Prisen blev overrakt af landbrugsdirektør i Jyske Bank, Per Ørts Vinstrup.

»Dansk landbrug har traditionelt store afsætningskanaler. Det er godt, at vi får nogle nicheafsætningskanaler også. Vi glæder os til at høre om, hvordan Lene og Peter plejer deres afsætningskanaler og deler deres viden om det. Landbruget spejler sig op ad andre brancher på mange områder, nu også på afsætningsområdet«, sagde han.

Teknologi

Prisen for at være Fremtidens Landmand i kategorien teknologi gik til en særdeles praktisk herre, der aldrig er tilfreds før teknikken spiller. En landmand, der tager viden til sig og bøjer den i stål ude i marken, hvor tingene skal være stærke for at virke.

Prisen blev overrakt af direktør i Bridgestone, Keld Andersen, som oprindeligt fik idéen til at kåre Fremtidens Landmænd efter engelsk forbillede.

»Det er godt at få nogle gode historier om alt det gode, landbruget egentlig gør, ud i de danske medier, og jeg glæder mig til at følge alle tre i avisen næste år«, sagde han.

Og rettet mod vinderen Henning Thybo sagde han.

»I mange år har vi i december kunnet se kartoffelavler Oluf Sand i TV. I år kan man i stedet læse om en anden kartoffelavler, der nu har vundet teknologiprisen«.

Bæredygtighed

Endelig blev prisen til Fremtidens Landmand i kategorien bæredygtighed overrakt til Kaare Larsen, Gilleleje, af Bjarke Poulsen, direktør for Økonomi og Strategi i Sagro. Han lagde ikke skjul på, at dommerkomiteen havde haft svært ved at udvælge den bedst egnede blandt mange forskelligartede kandidater.

»Vi har et stort behov for at fortælle, hvordan bæredygtighed og det moderne danske landbrug kan gå hånd i hånd. Kaare Larsen er et godt eksempel på, at det er muligt at bidrage til bæredygtighed i dagligdagen med konkrete handlinger og ikke blot i skåltaler«, sagde han.

Projektet er sponsoreret af Jyske Bank, Sagro og Bridgestone samt Agromek, Seges og LandbrugsMedierne.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle