Trods ekstrem tørke: Tocifret millionoverskud hos ejer af store udlandslandbrug

Ramt af ekstrem tørke og lave svinepriser. Landmand og storinvestor leverer alligevel overskud.

Storinvestor i en stribe store udlandslandbrug, landmanden Erik Jantzen, leverede endnu et tocifret millionoverskud i 2020 i selskabet Jantzen Group A/S. 

Selvom resultatet i selskabet bød på mere end en halvering i forhold til året før, tikkede der alligevel 3,9 mio. euro ind på bunden i 2020, hvilket svarer til 29,1 mio. kr. 

"Årets resultat har været negativt påvirket af lave svinepriser samt ekstrem tørke i Rumænien", lyder den kortfattede forklaring på det lavere resultat i regnskabets ledelsesbeslutning.

Egenkapitalen i selskabet voksede sammen med det store plus på bundlinjen til 62,6 mio. euro, hvilket svarer til knap en halv milliard kroner. Egenkapitalen nærmer sig dermed næsten en fordobling siden 2016.

Jantzen Group har især landbrugsaktiviteter i Rumænien og Slovakiet, men den dygtige forretningsmand startede faktisk kun med 14 hektar og en mindre svinestald herhjemme, hvilket var alt den dendang 26-årige Erik Jantzen havde råd til i 1985. I dag er han medejer af nogle af de største landbrugsbedrifter i Europa. Det har han tidligere fortalt om til Finans.dk.

Medejer af storlandbrug

Erik Jantzen driver selv en stribe store landbrugsselskaber, og er samtidig gennem Jantzen Group også medejer af en række store kendte udlandslandbrug. Blandt andet ejer Jantzen 30 procent af Dan-Slovakia Agrar A/S, der råder over 7.600 hektar jord og har svin på fire bedrifter i Slovakiet. 

Bag Dan-Slovakia Agrar står også kendte herrer fra den danske svinesektor - Niels Rauff Hansen, Anders Bundgaard og Mogens Hansen.

Erik Jantzens aktiviteter rækker i øvrigt ud over landbrugssektoren på flere området. Via selskabet Futuristic.vs investerer Jantzen i små- og mellemstore vækstvirksomheder. Selskabet Jantzen Properties ejer flere store ejendomme i Aarhus. 

Investerer i solceller

Jantzen har også grene ind energisektoren i udlandet. Ifølge regnskabet har Jantzen Group for nylig indgået en aftale med en udvikler om etableringer af solcelle-parker i Rumænien.

Jantzen Group forventer, at 2021-regnskabet vil ligge på linje med resultaterne i 2020, fremgår det af ledelsesberetningen.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle