Tulle udfordrer klimaet, Asger i halmen med S

Landbruget slap nogenlunde nådigt gennem valgkampen i en uge, hvor DFs formand tog på landet efter et ledigt standpunkt.

Ret skal være ret - i sit facebook-opslag gør DFs formand Kristian Thulesen Dahl faktisk meget ud af at rose landmand Anders Nørgaards indsats for miljø og klima. Han fremhæver gårdens biogasanlæg, og han slår til lyd for, at landbruget skal tjene penge for at kunne finansiere klima-omstillingen.

Men som klog politiker ved han godt, at det er hans mere simple budskab om at droppe klimahysteriet og med god samvittighed tage på charterferie, der brænder igennem.

At råbe »klimahysteri« er unægtelig at tage et ledigt standpunkt. Det understreges også af, at budskabet afleveres ude i det landbrugserhverv, der for nylig fremlagde en ambitiøs klimaplan. Men mon ikke alligevel DF-formanden rammer holdningen hos mange, der synes, klimasnakken går lige lovlig stærkt? Betegnende nok var det da også kun Uffe Elbæk fra Alternativet, der gik til modangreb. Resten af politikerne holder sig til mere runde vendinger - de ved jo godt, at vælgerne sætter ganske meget pris på hakkebøffer med bløde løg.

Med Asger i halmen

Bortset fra dette lille sammenstød er landbruget som sagt sluppet for at blive den store kastebold i valgkampen. Faktisk har tonen hos de fleste partier generelt været meget afdæmpet som kontrast til den skingre tone i den yderste højrefløj. Så pæn har debatten været, at flere medier udpeger Kristendemokraternes unge vikarformand Isabella Arendt som den foreløbige debatvinder, netop på grund af en lødig tone.

Det er dog få, der går så langt som vores egen Asger Christensen, der stiller op til EU-Parlamentet. Her er et af kampmidlerne halmballeannoncer, men der er vist ikke mange andre, der inviterer modstanderen i form af socialdemokraternes Christel Schaldemose med i halmen. »Jeg har i den grad respekt for det arbejde, hun laver i parlamentet«, skrev Asger på Facebook som begrundelse. Det er således næppe i sig selv starten på det SV-samarbejde, nogle lidt urealistisk efterspørger. Men alligevel - high five, Asger - det er sgu da charme.

Slut med Roundup?

Tidligere på ugen faldt den tredje glyphosat-dom i Californien. Et ægtepar i 70erne fik nævninges ord for, at ukrudtmidlet Roundup er årsag til, at de begge har udviklet lymfekraft. Kemifirmaet bag, der i dag ejes af tyske Bayer, blev idømt en erstatning på over 13 mia. kr.

Disse domme, der ifølge Bayer er i modstrid med alle videnskabelige resultater, er ved at vælte en af Europas største virksomheder omkuld. Virksomheden straffes så hårdt på Børsen, at den i dag er mindre værd end, hvad der alene blev betalt for Monsanto, virksomheden bag Roundup. Hvis ikke Bayer vinder appelsagerne, er den truet på livet - og under alle omstændigheder er presset på glyphosat nu så hårdt, at politikerne vil have svært ved at stå imod.

I maler Danmark smukt

Nok om valg og problemer - det er forår. Solen skinner - nok lidt mere, end mange regnvandstørstige landmænd ønsker.

Men det betyder også, at I landmænd lige nu maler Danmark ubeskriveligt smukt. Jeg har vedhæftet et foto af min nabo Frits’ velplejede marker med den højgule raps i baggrunden - smukkere kan det næsten íkke være. Vi taler meget om, at landbruget bidrager med sikre fødevarer, eksportkroner og jobs i hele landet, og det er korrekt. Men I bidrager også med at gøre Danmark dansk - husk selv at løfte blikket og kigge på det, også i en travl og lidt presset hverdag.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle