Uenighed om landbruget fører til, at SF forlader regeringsforhandlingerne

SF's formand Pia Olsen Dyhr fortæller til flere medier, at uenighed med Venstre omkring landbruget er en af årsagerne til, at partiet har forladt regeringsforhandlingerne.

SF skrev sig onsdag på listen over partier, som ikke længere er del af regeringsforhandlingerne. Partiet har ellers haft et stort ønske om at komme i regering, men i følge partiets formand Pia Olsen Dyhr så er det "blevet for blåt" i de igangværende regeringsforhandlinger, som mere og mere peger på, at der bliver tale om en regeringen mellem Socialdemokratiet og Venste.

Til Politiken nævner Pia Olsen Dyhr specifikt uenighed med Venstre om landbruget som en af årsagerne til, at partiet forlader forhandlingerne.

-  Det har været meget konstruktive forhandlinger, men vi er for langt fra hinanden på afgørende punkter. Det er vi, når det handler om klima og natur. Her trækker Venstre i en anden retning, fordi de er tæt på landbruget, siger hun.

Nogenlunde samme melding kom SF-formanden til, da hun onsdag eftermiddag stillede op til interview på TV2 News i programmet Lippert. Her blev hun spurgt ind til præcis, hvornår det gik op for hende, at hun ikke kunne være med i regeringsforhandlingerne. 

-  I nogle af de forhandlinger, som vi havde i weekenden, der havde jeg det sådan, at det her, det bliver rigtig svært da Venstre og jeg, og det var Venstre og jeg, der sad og havde en diskussion omkring landbruget og klimaet, sagde Pia Olsen Dyhr.

Spurgt ind til om uenighed omkring landbruget  var "tungen på vægtskålen", når det kommer til, at SF forlader regeringsforhandlingerne, lød det, at det var et af de parametre, hvor man er uenig.

Netop SF var før valget en del af de røde partier, som ønsker at forbyde brug af pesticider på 200.000 hektar landbrugsarealer. To af de andre partier bag det forslag, Enhedslisten og Alternativet har allerede for længst forladt regeringsforhandlingerne.

Socialdemokratiet og kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) forhandler dermed nu med Venstre, Moderaterne og De Radikale om at danne en bred regering.

Også Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er formelt fortsat en del af regeringsforhandlingerne, men de to partier er ikke blevet indkaldt til forhandlinger i et stykke tid.

Der er gået 36 dage siden folketingsvalget 1. november. Der er ikke tidligere gået så lang tid med at danne en regering.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle