Undersøgelse: 70-årige landmænd slår de yngre i Facebook-brug

Landmænd i 30'erne er mindre aktive på sociale medier end landmænd på 70 år opefter, viser undersøgelse.

Glem alt om, at sociale medier kun er for de unge. Nu viser en undersøgelse nemlig, at landmænd med gulnede dåbsattester er mindst lige så aktive ved tasterne, som deres yngre kolleger. 

Det er resultatet af Videncentret for Landbrugs undersøgelse, hvor de har spurgt i alt 5.900 landmænd om deres brug af mobiltelefoner, tablets, sociale medier og internettet.

Heri svarer 41 pct. af landmændene, at de bruger sociale medier. De flittigste brugere er de landmænd, der enten er under 30 år, 40 til 49 år eller 70 år og opefter. Heriblandt er mindst 40 pct. aktive på sociale medier. For de 30-39-årige er det derimod under 35 pct.

"Med hensyn til alder og brug af sociale medier, så er det faktisk gruppen af 30-39 årige, der ligger lavest, mens de ældste landmænd i aldersgruppen 70 år og ældre er blandt dem, der er mest aktive," fortæller specialkonsulent Jens Peter Hansen.

Landmænd nærmer sig landsgennemsnittet

Set i forhold til hele befolkningen er landmændene dog markant mere tilbageholdende i forhold til de sociale medier.

"Undersøgelsen viser, at 41 procent af landmændene er aktive på sociale medier, for langt størstedelens vedkommende Facebook. For befolkningen som helhed er tallet ifølge Danmarks Statistik på 67 procent," fortæller Jens Peter Hansen.

Med den seneste udvikling forventer han, at landmændenes brug af sociale medier vil nærme sig gennemsnittet.

"Undersøgelsen viser en jævn vækst i Facebook-brugere og en accelererende vækst, ganske vist fra et meget lavt niveau, i antallet, der har en Twitter-konto," siger Jens Peter Hansen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle