Undersøgelse af små-øernes landbrug: Fjernejet breder sig

En undersøgelse fra 2022, udarbejdet på initiativ af Sammenslutningen af Danske Småøer viser, at fjerneje og fjernbrak breder sig på de 27 medlemsøer.

En undersøgelse af landbruget på Danmarks småøer ’nu og i fremtiden’, udarbejdet på initiativ af Sammenslutningen af Danske Småøer, viste i 2022, at landbrugsjord på småøerne i stigende grad opkøbes af landmænd på fastlandet som såkaldt ’fjerneje’.

Udviklingen har vakt bekymring på småøerne, hvor landbruget præges af både udvikling og afvikling - som det øvrige landbrug.

Hovedparten af småøernes areal drives stadig med landbrug, og ’Landmændenes indflydelse på øernes natur, kultur og identitet, beskæftigelse og turisme er kolossal’, hedder det i undersøgelsen.

Anbefalinger og tanker om særlov 

Forfatterne til undersøgelsen om ø-landbruget kom i den afsluttende rapport med en række anbefalinger.

De opfordrer til at fastholde ø-støtten og fjerne grænsen på 100 hektar for fastboende ø-landmænd, at undersøge fjerneje-driften nærmere og at genindføre landbrugslovens mulighed for fortrinsret til suppleringsjord på øerne.

Et medlem af følgegruppen til undersøgelsen luftede tanken om at arbejde for en særlov for de 27 småøer på grund af øernes specielle forhold, der gør, at ø-landmændene ikke har praktisk mulighed for at købe jord andre steder.

forslag blev ikke opfyldt

Sammenslutningen af Danske Småøer foreslog senere, i en høring af en ny bekendtgørelse om ø-støtte fra januar 2023,  at ændre ø-støtten for de 27 småøer i medlemskredsen, så ø-støtten fremover kun kan tildeles fastboende ø-landmænd, og at fjerne loftet for ø-støtte til fastboende ø-landmænd.

Landbrugsstyrelsen fandt dog ikke anledning til at følge forslagene.

Ordningen om ø-støtte har hidtil været en del af ordningen om grundbetaling. Den er nu ændret til en etårig udbetalingsordning, hvor ansøger fortsat maksimalt kan få tilskud til 100 hektar.

Undersøgelsen kan læses her:

LANDBRUG PÅ SMÅØERNE (danske-smaaoer.dk)

 

Ø-landmænd - tusindkunstnere i symbiose med turismen

Ulla og Flemming Christensen har etableret sig med mange økonomiske ben: De driver Avernakø Gårdbutik med produkter fra deres lam, kvæg, grise. De har æbleplantage og mostproduktion, café, ferielejlighed, og senest: et glampingtelt, - et komfortabelt luksustelt, efterspurgt af turister.

Flemming er gartneruddannet og dyrker også grønsager, når han ikke passer deltidsarbejdet som pædagogmedhjælper på et bosted. Eller passer bijobs som graver, fyrmester, brandfoged. Ulla passer gårdbutik, café og turister og har sagt sit job i ældreplejen op for at have tid til det hele.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle