Unge landmænd samlede 75.000 kr. ind til knæk cancer

Indsamlingen fra landbruget endte på 75.450 kr..

Tre unge landmænd og en video af traktorer og halmballer, der danner Knæk Cancer-blomsten, blev startskuddet til landbrugets indsamling til sygdommen cancer.

En indsamling, der i lørdags til det store indsamlingsshow til samme sygdom, endte med at indbringe i alt 75.450 kr. til eksempelvis forskning i sygdommen.

"Vi er rigtig galde og stolte på landbrugets og Knæk Cancers vegne", siger Christian Lundgaard, der sammen med kammeraterne Morten Noe og Daniel Sværke Jakobsen har stablet initiativet på benene.

På en mark ved Harboøre har de tre kammerater og landmandssønner fra samme egn fået optaget en video, der skulle trække opmærksomhed til indsamlingen 'Landbruget sætter knæk Cancer i bevægelse', der, da landbrugsavisen.dk snakkede med dem fredag eftermiddag havde indsamlet lidt over 41.300 kr.. Men den sidste dag af indsamlingen gik det stærkt.

"Det gik rigtig godt den sidste dag. Der kom rigtig mange mindre donationer, og nogle indbetalte store beløb, men generelt var det helt vildt flot, at der kom så mange donationer", siger Christian Lundgaard, der var på jagt om lørdagen, men fik en sms og mail, hver gang der kom en ny donation:

"Det var lidt fedt, at der var uro i lommen op til showet. Det regnede også så meget, at der alligevel ingen dyr var at skræmme væk", griner han.

Videoen er siden den blev delt på Facebook blevet set 96.860 gange og delt 300 gange, mens et billede af den alternative knæk cancer-blomst er delt 608 gange og blevet set af knap 100.000 på Facebook.

"Det er en fornøjelse at lave noget, der bliver taget så godt i mod. Og det vil jeg også gerne lige benytte muligheden her til at sige tak for til alle dem, der har støttet”, siger Christian Lundgaard

De unge landmænd startede indsamlingen med hjælp fra Landbrug & Fødevarer. Deres håb er, at man kan bygge videre på initiativet næste år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle