Usikkerhed om ammoniakregler forhindrer naturtiltag

Danske landmænd ejer og forvalter en stor del af den danske natur. Samtidig er mange af vores beskyttede naturtyper som heder, overdrev og ferske enge afhængige af landbrugsdrift i form af afgræsning eller slåning for at sikre, at der ikke sker tilgroning.

Landmændene lever omgivet af naturen og vil gerne gøre en indsats for den. Glæden ved naturen er for mange landmænd en stor og vigtig del af det at være landmand. De nyder at se viben flyve over markerne i foråret, den blomstrende eng om sommeren eller flokken af agerhøns, der piler gennem græsset i efteråret.

Til gavn for naturen etablerer mange landmænd frivilligt naturtiltag som søer eller læhegn, indgår aftaler om pleje af naturområder eller deltager i større naturforvaltningsprojekter, hvor arealer tages ud og omlægges til natur.

Men på grund af de nuværende ammoniakregler er der stor risiko for, at et velment naturtiltag kan ende med at blive et alvorligt problem for den selvsamme landmand, der har gennemført naturtiltaget, eller for hans naboer. Det nye naturområde kan bremse mulighederne for at udvikle produktionen af grise eller køer og måske ligefrem betyde, at landmanden bliver tvunget til på sigt at nedlægge sin gård.

Derfor fravælger mange landmænd de naturprojekter, der ellers ville være med til at styrke naturens udvikling. De ammoniakregler, der skal beskytte naturen, bliver en forhindring for ny og bedre natur.

Ingen garantier mod ammoniakkrav

Natur er meget forskelligartet, og den forandrer sig hele tiden. En gammel kalkgrav kan med tiden udvikle sig til at blive værdifuld natur, hvis den overlades til sig selv. På samme måde kan tidligere marker og enge blive til overdrev, hvis de afgræsses i en længere periode.

Med de nuværende ammoniakregler kan naturen vokse ind i beskyttelse, når den udvikler sig. En kalk-grav eller en mark afkaster ikke ammoniakkrav, men det gør et overdrev. En sø kan også pludselig blive betragtet som ammoniakfølsom, hvis der f.eksx er flyttet en salamander ind.

Og landmanden kan ikke få nogen garanti for, at den natur, han selv eller naboen har været med til at udvikle, ikke kan blive en stopklods for hans bedrift. Ingen kan sige, hvordan og hvornår et areal udvikler sig til beskyttet natur.

I takt med at flere og flere landmænd oplever, at naturområder på ejendommen spænder ben for en konkurrencedygtig udvikling af landbrugsproduktionen, er der opstået en stor bekymring hos landmænd om, hvilke vidtrækkende konsekvenser en positiv og frivillig indsats for naturen kan få.

Resultatet af de nuværende ammoniakreglerne er derfor, at landmænd fravælger at lave frivillige naturtiltag på deres ejendomme.

Det er dybt beklageligt, da det jo strider mod både samfundets og landmandens ønske om mere og bedre natur. Der er derfor et stor behov for, at ammoniakreglerne ændres, så landmænd ikke straffes for at gennemføre naturtiltag.

Landmænd skal kunne nyde naturværdierne omkring deres bedrifter og med sindsro engagere sig i naturfremmende projekter uden at frygte for deres fremtid.