Vaccine fra Statens Serum Institut virker mod cluster-5

Mens minkavlernes verden er styrtet i grus på grund af den cluster-5-minkvariant, som har accelereret slagtningen af mink og lukket Nordjylland ned, har Statens Serum Institut udviklet en vaccine, som virker mod minkmutationen. To danske professorer er fuldstændig målløse, ifølge Politiken.

Det var en særlig minkvariant af coronavirus, den såkaldte cluster 5, som fik myndighederne til at speede nedslagtningen af danske mink op, fordi Statens Serum Institut frygtede, at den potentielt kunne spænde ben for vaccineudviklingen.

Torsdag forlyder det så, at Statens Serum Institut selv har lavet en vaccine, som tilsyneladende godt kan neutralisere den frygtede minkvariant.

Det skriver Politiken.

Professor og virusforsker Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut kunne torsdag i P1 Morgen fortælle, at den nye vaccinekandidat, som han og hans kolleger har udviklet, virker mod den muterede minkvariant cluster-5. Selvsamme variant som statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde udtrykte bekymring for, fordi den kunne spænde ben for den verdensomspændende vaccineudvikling.

Professor Søren Riis Paludan fra Aarhus Universitet, er rystet over den opsigtsvækkende nyhed.

"Det virker påfaldende, at Statens Serum Institut og regeringen i sidste uge går ud og taler den her cluster-5-mutation helt op og fortæller, at den kan udløse en pandemi og spænde ben for vaccinerne. Så begynder Statens Serum Institut et par dage senere at nedtone alvoren omkring cluster-5-mutationen, og så passer det lige med, at de selv har en vaccine, som tilfældigvis neutraliserer cluster-5-minkvarianten. Det er jo isoleret set genialt", siger Søren Riis Paludan.

Hverken Søren Riis Paludan eller professor Ali Salanti fra Københavns Universitet, som landbrugsavisen.dk tidligere har talt med er overraskede over, at en vaccine udviklet mod coronavirus vil også kunne stække cluster-5-minkvarianten.

 

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle