Vagn Lundsteen: Kæmpe fejl at flytte BL til Jylland

Tidligere direktør for Bæredygtigt Landbrug er imod at flytte fra Roskilde til Trekantsområdet.

Bæredygtigt Landbrug har besluttet at flytte fra Roskilde til Trekantsområdet, hvor også den nye direktør, Hans Aarestrup bor.

Det vækker kritik fra foreningens tidligere direktør Vagn Lundsteen.

"Kæmpe fejl at flytte væk fra magtens centrum og særdeles beklageligt for de medarbejdere, der har knoklet for foreningen og som har en.meget stor andel i den nuværende succes. Jeg er trist på vegne af medlemmerne og medarbejderne. Men beslutningen blev nok taget samtidig med ansættelsen af direktøren," skriver Vagn Lundsteen i en kommentar på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside.

Formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, afviser, at det skulle skade muligheden for at påvirke politikerne at flytte væk fra Hovedstaden.

"Nej, så havde vi ikke gjort det. Tværtimod er vi med til at vise, at Danmark ikke skal være mere skævt, end det er nu. Der er rigeligt, der er centreret," siger Flemming Fuglede Jørgensen.

"Hvis afstande skulle været et problem i 2016, så ved jeg snart ikke. Den kan du ikke koge noget på."

Diskussionen om at flytte ud har vel foregået noget tid. Hvorfor er det lige nu, beslutningen træffes?

"Nu har vi jo fået en direktør, der er bosat der, og vi vil gerne have et tættere samarbejde med de to andre producentforeninger, der er der," siger Flemming Fuglede Jørgensen og henviser til Danske Svineproducenter og Danske Mælkeproducenter, der holder til ved Fredericia.

Flemming Fuglede Jørgensen forklarer videre, at det har spillet ind, at to journalister for nyligt er stoppet - ligesom en direktør, altså Bjarne Nigaard, stoppede.

Personalet må selv vælge, om de vil flytte med eller betragte udflyttelsen som en opsigelse.

"Det er jo ikke noget, vi synes er særlig rart, men der er intet, der er statisk her i verden," konstaterer Flemming Fuglede Jørgensen.

Vagn Lundsteen har over mail - fra sin ferie - uddybet sit syn på ulemperne ved at udflytte.

"Fra starten og stiftelsen af BL var vi meget opmærksomme på at undgå den gamle jyder/sjællænder konflikt. Det var vigtigt med en balance, der afspejler medlemmerne. På alle områder. At udtale at man flytter tættere på medlemmerne er et forkert signal at sende. Hvis du udtrykker medlemmernes holdninger, er du altid tæt på medlemmerne. Så er den fysiske placering underordnet," skriver Vagn Lundsteen.

Derimod er den korte afstand til magtens centrum vigtig, mener han.

"Den gør at det er hurtigt at komme til åbne samråd, pressekonferencer m.m. samt få kommentarer fra nøglepersoner. Jeg kender til forskellen mellem en telefonopringning og et ansigt til ansigt interview / dialog. Når jeg taler med politikere er det næsten altid med øjenkontakt. Betoninger er vigtige for den gensidige forståelse," skriver Vagn Lundsteen.

Dernæst er han bekymret for den viden og de relationer, der går tabt ved en udflytning.

Hvis ingen af medarbejderne flytter med, vil det efterlade et vidensgab, som det vil tage tid at bygge op igen, mener han.

"Man skal huske, hvad der har bragt BL, hvor vi er i dag. Viden, viden, viden. Viden er magt," skriver han.

At sammenligne Bæredygtigt Landbrugs udflytning med styrelserne er forkert, mener han.

"Medlemmer og bestyrelse er så godt forankret over hele landet, så en udflytning på den baggrund ikke er sammenlignelig."

"Jo, jeg er bekymret og samtidig ked af det," slutter han.

Tilføjet d. 13. februar 2016: Uddybning fra Vagn Lundsteen tilføjet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle