Veganere lægger an til demonstrationer på Køernes Forårsdag

»Der er også lidelse og død i den økologiske landbrugsproduktion,« siger veganer-talsmand Mathias Elrød Madsen. Dyrerettighedsforeningen Go Vegan varsler demonstrationer på Køernes Forårsdag 15. april.

Når økologiske mælkeproducenter 15. april sender deres forårskåde køer på græs efter en lang vinter, er det en festdag, som sidste år trak 217.000 danskere til.

Men dyrerettigheds- og veganerforeningen ’Go Vegan’ mener ikke, der er grund til at feste. Derfor varsler foreningen demonstrationer hos mindst fem af de økologiske bedrifter, der åbner dørene på Økodagen.

»Vi tænker, at folk drages af Køernes Forårsfest, fordi de fleste bliver glade, når dyrene har det godt - og det er det, man forbinder med økologisk produktion. Dem vil vi gerne nå ud til med vores information om, at der også er lidelse og død i den økologiske produktion«, siger Mathias Elrød Madsen, talsmand for Go Vegan.

Stille protest

Go Vegans medlemmer vender sig mod al udnyttelse af dyr, de spiser ikke kød, æg, ost eller mejeriprodukter. Og de ser ingen grund til at holde hånden over økologer.

Derfor vil de 15. april stå klar med bannere, brochurer og billeder med tekster som ’Mælk er inficeret med lidelse’ i en ’stille protest’.

»F.eks. adskiller man også i den økologiske produktion kalvene fra deres mødre kort efter, de er født. Til stor sorg for kalv og mor. Budskabet er, at livet som malkeko er idyllisk og rart. Man gør ikke så meget ud af de dystre sider, som også er til stede i den økologiske produktion.«

Mathias Elrød Madsen påpeger også, at tyrekalve ’ses som et spildprodukt’, som enten skydes kort efter fødslen eller fedes op kortvarigt, ’inden de dræbes’.

Ligesom køerne ikke få lov til at leve, til de er 25 år, men slagtes, når de ikke længere er produktive.

Sansende og følende

Det er alt sammen handlinger, som forekommer Go Vegans medlemmer uetisk og modbydeligt.

»I Go Vegan går vi ind for, at man stopper med at udnytte og dræbe dyr for vores egen fornøjelses skyld. Dyr er som vi mennesker sansende, følende, bevidste og sociale individer. Det er på ingen måde nødvendigt for os at spise animalske produkter - man kan leve sundt og godt uden kød, mælk og æg,« siger Mathias Elrød Madsen.

Et paradigmeskift

»Vil det sige, at I ønsker et landbrug helt uden dyr?«

»Ja, det gør det. Vi ønsker udelukkende vegansk, plantebaseret landbrug. Men det er klart, vi skal have resten af samfundet med på det. Det er også derfor, vi tager ud og prøver at komme i kontakt med folk med informationer, pamfletter og bannere.«

»Hvordan skal landbruget fungere uden dyr, økonomisk og teknisk? Kvægets gødning og afgræsning indgår i både naturpleje og et større, fagligt kredsløb?«

»Det er klart, det vil være et paradigmeskift i stor stil, og jeg er hverken landmand, biolog eller landbrugsøkonom. Men jeg kan i alt fald læse mig til, at der findes veganske landbrug, hvor man holder jorden frugtbar uden animalsk eller syntetiske input.

Opløftende tanke

»Er det ikke en trist tanke - et landbrug uden køer, grise, høns og får?«

»Nej, tværtimod er det da en opløftende tanke. Et landbrug uden dyr, der holdes i fangenskab og lider af mange årsager. Det er min helt store drøm!«

»Hvorfor går I lige efter økologerne, og så på en festdag. Køerne er jo glade?«

»Jeg synes, det giver god mening at komme ud den dag, fordi fortællingen er falsk. Bare fordi man kan se køerne danse en enkelt dag, er livet som malkeko langt fra fantastisk. Folk bliver fortalt, at hvis de vil dyrene det bedste, skal de købe økologi. Men vores budskab er, at man skal blive veganer. »

»Er det ikke en utopi, I arbejder for?«

»Det er utopi på den måde, at det er en radikal vision, som ligger langt fra den måde, det er på nu. Men det er ikke utopisk som i fuldstændig urealistisk. Jeg er ret sikker på, at vi kan skabe et lidelsesfrit landbrug, hvor vi ikke udnytter dyr,« siger Mathias Elrød Madsen.

»Er I indstillet på dialog med landbruget?«

»Vi er ikke afvisende eller fjendtligt indstillede overfor nogen. Men vi er ikke intereseret i kompromisser eller reformer af landbruget. Vi arbejder for et landbrug uden udnyttelse af dyr. Vores budskab er, at man skal blive veganer.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle