Venstre: Aflivning af mink skal ske efter konkret vurdering

Venstre mener, at alle aflivninger på minkfarme skal baseres på en konkret vurdering, og aflivning af raske mink skal helt stoppes.

Venstre har igennem flere uger kritiseret regeringens håndtering af coronakrisen i de danske minkbesætninger.

Mantraet har lydt stærkere og stærkere, at aflivningerne må stoppe, men hvad mener Venstre så man bør gøre for at stoppe spredningen af corona blandt mink, der fortsætter med større og større hast?

"Man bør straks stoppe med at nedslagte raske mink. Der er intet belæg for at slagte mink, som ikke er smittede, men som ligger tæt på smittede farme, og derfor bør det stoppe", forklarer Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen, der fortsætter:

"Derefter skal der maksimal fart på at friteste besætninger, som har været ramt, men hvor coronaen er ude igennem. Fritestningen skal ske i en fart, så avlsdyrene kan bruges fremover".

konkrete vurderinger

Aflivningen af mink skal dog ikke stoppes fuldstændig, lyder det fra ordføreren.

Venstre mener nemlig, at der skal laves en konkret vurdering af hver ny farm, der får konstateret corona i besætningen.

"Der kan godt være konkret situationer, hvor en smittet farm ligger meget tæt på en usmittet farm, og at den så skal slås ned. Det skal bero på en konkret vurdering", siger Erling Bonnesen.

Så der skal slås nogle farme ned?

"Det kan sagtens være, men der skal en konkret vurdering til. Det vigtigste er bare, at man fokuserer på isolere de smittede farme så meget som hovedet muligt og få dem igennem sygdomsperioden".

famler sig frem

Frem til 1. oktober var strategien faktisk at isolere smittede farme til en vis grad med særlige restriktioner og brug af værnemidler. 

Alligevel spredte smitten sig, og derfor besluttede reringen at tage hul på strategien om at aflive smittede og ikke-smittede besætninger inden for 7,8 km radius.

En strategi som også bruges til håndtering af fugleinfluenza og mundogklovsyge.

"Det kan ikke nytte noget, at regeringen famler sig frem, og at man sammenligner med andre tilfælde. Her må man se på den konkrete sag, som hedder coronavirus. Der er ikke noget fagligt grundlag for de 7,8 km. Eksperterne siger noget forskelligt, og det er ikke et sikkert parameter", siger Erling Bonnesen.

baseret på statistik

På et samråd i ugen forklarede fødevareminister Mogens Jensen, at de 7,8 km radius baserer sig på de første 20 smittede minkfarme i Nordjylland.

Her har myndighederne via statistike modeller vurderet, at netop afstand til andre besætninger og størrelsen på besætningen er de parametre, man kan handle efter.

På samrådet opfordrede oppositionen til, at man laver en ny vurdering ud fra de mange flere farme, der er smittet nu.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle